Velbesøgte stævner, lukrative tv-kontrakter og brødreparret Patrick og Micki Nielsen, der er blevet tv-darlings, før de har slået en bule i panden på andet end tapre, men begrænsede boksetalenter.
Jo, den tyske invasion af dansk professionel boksning har på mange måder været en succes. Kommercielt i hvert fald. Men før Sauerland Events tiende stævne på dansk grund mangler den tyske boksestald endnu at få sportsligt afkast af investeringen i andet end de mesterskabsbælter og flotte ranglisteplaceringer, som Mikkel Kessler allerede var garant for, da bokseforretningen verfede Mogens Palle af den danske promotortrone i 2009. En titel med muligheder Det kan en anden tidligere Palle-bokser, Rudy Markussen, måske ændre på i aften, når han i Brøndby Hallen møder nordirske Brian Magee. Magee er såkaldt Interim World Super Middleweight-mester hos et af de store forbund, WBA.






























