Hvis der er en atlet, som de paralympiske arrangører kan takke for positiv omtale af de paralympiske lege (PL) i London, er det den dobbelt benamputerede løber Oscar Pistorius. Han har givet PL effektiv reklame ved også at stille op under OL, men Pistorius’ popularitet har de seneste dage været stærkt dalende, efter at han i søndags klagede over en modstanders benproteser. Den 25-årige sprinter blev overraskende overhalet af brasilianeren Alan Cardoso Oliveira på mændenes 200-meter, og sydafrikaneren måtte nøjes med sølv. Det mente Pistorius var et udtryk for unfair konkurrence, fordi Oliveira få uger forinden PL begyndte at løbe med benproteser, der var længere.
LÆS OGSÅ Bitter Pistorius raser mod løbsarrangører efter skuffende andenplads
»Vi løber ikke et retfærdigt løb. Jeg vil godt anerkende Alans (guldvinderen, red.) præstation, men jeg kan ikke konkurrere med hans længde på benproteserne«, sagde Pistorius til britiske Channel 4 lige efter løbet.
Efterfølgende undskyldte ’Blade Runner’, som er blevet Pistorius’ kaldenavn, dog timingen af sit udbrud.
»Det var ikke min mening at tage opmærksomheden fra andre atleters store øjeblik, og jeg vil gerne undskylde for timingen af mine kommentarer«, undskyldte en slagen Pistorius i mandags.
Dårlig taber? Blade Runner undskylder heftigt udbrud Men hans ry ser alligevel ud til at have lidt skade, og udbruddet har kostet ham en tur i mediemøllen. Alverdens medier omtaler ham nu som en dårlig taber i stedet for som den helt, han var under OL. Kommentatorer er forundret over hans udbrud, fordi han i mere end fem år har kæmpet for at vise omverdenen, at hans benproteser ikke giver ham en ulige fordel i forhold til raske løbere. Deltagelsen ved OL var netop afslutningen på en lang og sej kamp for at bevise det. Pistorius inviteret til møde



























