Det sker sjældent, og det går sjældent godt, men den 27-årige amerikanske skiløber Lindsey Vonn er alligevel parat til at teste evnerne i en konkurrence med sine mandlige kolleger. Den olympiske mester i styrtløb har netop skrevet til det internationale skiforbund (FIS) og søgt om adgang til at stille op ved mændenes World Cup-styrtløb i Lake Louise 24. november, og det er ikke selvtillid, hun mangler. »Jeg vil gerne én gang i karrieren have chancen for at løbe mod mændene«, siger Lindsey Vonn til New York Times.
»Det er ikke sådan, at jeg beder om retten til at få World Cup-point, men jeg vil bare rigtig gerne have chancen for at konkurrere og se, hvor jeg står i forhold til dem. Og det skulle gerne blive til en plads i top-30«.
Vonn har fire gange erobret den samlede alpine World Cup hos kvinderne og fem gange World Cuppen i styrtløb. Hun har også vundet VM- og OL-guld, men det er ikke ensbetydende med, at hun også kan skaffe sig adgang til en start i mændenes selskab. Hertil skal hun nemlig også bruge en accept fra det amerikanske skiforbund (USSA).
»Vi har meget stor respekt for Lindsey Vonn, hendes præstationer i sporten og hendes ønske om at søge denne nye udfordring. Men vi har endnu ikke haft mulighed for at tage diskussionen med hende eller FIS«, siger USSA’s vicekommunikationschef Tom Kelly ifølge BBC. Vonn kan det hele
Der kan være visse problemer for Vonn ved at deltage i mændenes konkurrence i Lake Louise, for det kan spænde ben for hendes deltagelse i kvindernes konkurrence samme sted den efterfølgende weekend. FIS har regler, der bl.a. begrænser en atlets adgang til ekstra træning på løjperne tæt på en World Cup-konkurrence. Og ved at deltage i mændenes styrtløb kan det blive anset for en unfair fordel til amerikaneren, at hun får så indgående et kendskab til løjpen, før konkurrenterne kan træne samme sted.
Ikke at Lindsey Vonn – der med 53 World Cup-sejre er alle tiders nr. 3 efter østrigske Annemarie Moser-Pröll (62) og schweiziske Vreni Schneider (55) – mangler kendskab til terrænet ved Lake Louise. Amerikaneren er ni gange ud af de seneste 11 styrtløbskonkurrencer sluttet øverst på podiet.
»Nogle mener, at jeg burde holdes langt væk fra mændenes konkurrencer, og alle er naturligvis velkommen til at have deres mening om det, men jeg håber, at jeg får lov«, siger Lindsey Vonn, der er blandt de meget få skiløbere, som har vundet konkurrencer i alle fem World Cup-discipliner – styrtløb, super G, storslalom, slalom og super kombineret. Udfordring af verdensforbund
Danmarks Skiforbund anser det ikke for sandsynligt, at Lindsey Vonn kommer til at deltage i mændenes konkurrence i Canada, men vil dog ikke helt afvise muligheden.
»Hvis der ikke i reglerne er noget konkret, der forhindrer det, kan det være, at man lader Vonn deltage – måske som forløber eller lignende. Men jeg tvivler på, hun kommer med, og det er nok heller ikke hendes vigtigste mål, for hun ved i forvejen udmærket, hvor hendes niveau er i forhold til mændenes, da hun træner med dem til daglig. Det er først og fremmest et stunt«, siger Kenneth Bøggild, der er administrationschef i Danmarks Skiforbund.
»Men hun udfordrer FIS ved at presse på for at udligne forskellen mellem løjpernes sværhedsgrad hos mænd og kvinder, og hun ønsker flere udfordringer. Hun benytter sig af en gylden mulighed for at få opmærksomhed netop nu før sæsonstarten, og måske kan hun også få opbakning fra det amerikanske forbund, for de har brug for hende. Amerikanerne kan modsat de fleste andre håndtere de store personligheder som Lindsey Vonn og Bode Miller, der går egne veje«. Psykisk spil
Skilederen er heller ikke i tvivl om, at Vonn også har et andet motiv med sit udspil:
»Hun bruger det her som en manifestation for at køre psykisk på sine konkurrenter i en VM-sæson, hvor der også er OL-kvalifikation på programmet«, påpeger Kenneth Bøggild.
VM 2013 afvikles 4.-17. februar i østrigske Schladming, og vinter-OL finder sted 7.-23. februar 2014 i russiske Sotji.
Men til den tid vil det ikke være aktuelt for Lindsey Vonn at ønske sig over på mændenes løjper, for da gælder det den store prestige samt de lukrative sponsorkontrakter, der følger med erobringen af gyldne medaljer.



























