Hvorfor I alverden skal vandpolo, danmarksturneringen i atletik og en gammel kuglestøder nu blandes sammen? Blandt andet fordi en af sportsårets oversete sensationer indtraf i DM-semifinalen i vandpolo mellem Slagelse og Frem Odense. Med sejren til Slagelse, der også vandt finalen med 19-10 over GI40 Hermes, blev der sat stopper for en serie på 17 danske mesterskaber i træk, og havde Frem Odense fået yderligere en titel, havde det været rekord for dansk idræt. »Frem Odense har godt nok været gennem et generationsskifte, men de blev reelt slået af pinden af Slagelse, der høster frugterne af mange års godt ungdomsarbejde, samtidig med at tre af klubbens egne spillere er vendt hjem efter at have spillet i udenlandske klubber«, fortæller lederen af vandpolosektionen under Dansk Svømmeunion, Søren Dietz Elmstrøm, om baggrunden for tronskiftet. 17 guld og så en bronze Nu må Frem Odense dele rekorden med Karen Inge Halkier, der 17 år i træk blev dansk mester i kuglestød og i øvrigt supplerede med blandt andet 15 DM-titler i diskoskast, inden hun i 1973 blev stødt (!) af tronen og måtte nøjes med bronze i kuglestød.
I øvrigt helt som det var tilfældet med Frem Odense i vandpolo i år, da bronzekampen mod Lystrup blev vundet. Frem Odense nåede dog at sætte rekord som den klub, der har vundet flest mesterskaber i en holdidræt. AaB vandt det danske mesterskab i kricket 14 gange. Sparta vandt for 27. år - i træk Rekorden for flest danske mesterskaber i træk i alle kategorier er dog de 27 gange, som Sparta har vundet danmarksturneringen i atletik til og med i år.



























