Spurtkanoner indblandet i vildt drama

Lyt til artiklen

Som en af de få etablerede verdensstjerner klarede den italienske veteran Alessandro Petacchi (LPR) sig fri af et voldsomt massestyrt i finalen og susede over stregen som sikker vinder af det belgiske storløb Scheldeprijs med hollænderen Kenny van Hummel (Skil Shimano) og candieren Dominique Rollin (Cervélo) lige efter sig. Umiddelbart bag Petacchi væltede rivalerne som dominobrikker, da Silence-Lotto mandskabets trumf, belgieren Greg van Avermaet, kom en anelse ud af balance, så han kolliderede med australieren Robbie McEwen (Katusha), der ellers sad på hjul af Petacchi klar til at udfordre denne. Boonen måtte også i asfalten McEwen var imidlertid uden chance for at undgå at vælte og derefter bragede rytterne om kuld i både høje og venstre side af vejen. Såvel van Avermaet som McEwen lå længe på asfalten, men var dog omsider i stand til at komme på benene igen ved egen kraft. Blandt de øvrige uheldsramte var Paris-Roubaix-vinderen Tom Boonen samt Quick Step-holdkammeraten og landsmanden Wouter Weylandt. Boonen, der egentlig ikke satsede på at blande sig mellem de bedste, men på at hjælpe Weylandt, tog sig til et smertende håndled. Van Avermaets forklaring Grev van Avermaet, der som den første styrtede, forklarede hændelsesforløbet på denne måde: »Da Petacchi susede forbi, var der pludselig ikke plads nok til mig. Jeg snittede italienerens hjul, og så gik det fuldstændig galt«. Også massestyrt 38 km fra mål Det var langt fra den eneste dramatiske hændelse i den belgiske begivenhed, der for en stor del af aktørernes vedkommende betød punktum for forårets strabadser. Med 38 km tilbage udsattes et endnu større antal ryttere for en særdeles ublid medfart, da en rytter i den forreste del af feltet pludselig mistede kontrollen over cyklen. Også i den situation udløstes en kædereaktion, som sendte adskillige deltagere både i asfalten og langt ud i rabatten. Nogle måtte oven i købet en tur ned i et lille vandløb langs vejen. Alex Rasmussen blev bremset Det medførte en markant splittelse i feltet, og blandt dem, der blev sat tilbage, fordi det var umuligt at trænge sig gennem den ophobede masse af mennesker og maskiner, var også Team Saxo Banks baneverdensmester Alex Rasmussen. Han var dog i stand til at fortsætte, men mistede som adskillige andre alle chancer for at hævde sig i finalen. Petacchis sjette sejr i år For Petacchi, der ikke har deltaget i den hidtidige kampagne på de nordeuropæiske landeveje, men var kommet til Belgien alene med starten i Scheldprijs for øje, var det sæsonens sjette triumf. De fem forudgående er alle hentet på hjemlige grund, og alt indikerer, at den 35-årige italiener er på støt kurs mod en ny lovende optræden i Giro d’Italia. Scheldeprijs formede sig perfekt for Petacchi, eftersom han havde LPR-holdkammeraten Lorenzo Bernucci med i dagens lange udbrud. Dermed var det ikke overladt til hans mandskab at deltage i jagten, hvor de øvrige hold med stærke sprintere delte arbejdet nogenlunde ligeligt imellem sig. Første gevinst i Belgien »Van Avermaet fik spidsen i spurten lidt for tidligt, og jeg havde ingen problemer med at gå forbi ham«, forklarede Petacchi, der sejrede for første gang nogen sinde i Belgien, men lagde en dæmper på sin begejstring på grund af den sindsoprivende hændelse i finalen. »Da jeg først var kommet i front, så jeg intet af, hvad der skete bag mig. Men jeg har siden haft lejlighed til at studere tv-optagelsen, og det var jo virkelig slemt, det der skete«. »Jeg føler mig fuldstændig klar til Giroen. Der er endnu lidt over tre uger til starten, og jeg er fuld af optimisme. Også fordi jeg kan mærke, at jeg ikke længere har problemer på de små stigninger. Det skulle give mig væsentligt bedre muligheder i finalerne end tidligere«. Fire ryttere i langt udbrud Bernucci havde selskab af amerikaneren Jeff Louder (BMC), russeren Pavel Brutt (Katusha) og hollænderen Matthé Pronk (Vacansoleil), og selv om de arbejdede glimrende sammen, stod det klart, at det ville blive uhyre vanskeligt for dem at holde hjem. Massestyrtet med 38 km tilbage førte en kort overgang til stilstand i jagten, men da der atter var kommet nogenlunde samling på tropperne, skruedes farten atter op bagude. Det var først og fremmest Quick Step, Team Saxo Bank – både Anders Lund og Michael Mørkøv sås slide ihærdigt i front – og Skil-Shimano, der førte an. Bernucci tog initiativet til et sidste desperat forsøg på at holde forfølgerne stangen og fik Brutt med på idéen, men fire km fra mål gav de hinanden hånden som gensidig tak for en helhjertet indsats, og derefter var scenen overladt til sprinterne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her