Comebackforsøg efter livstruende styrt

Pedro Horillo har en meget lang genoptræningsperiode foran sig efter sit grimme styrt under Giro d'Italia. Arkivfoto.
Pedro Horillo har en meget lang genoptræningsperiode foran sig efter sit grimme styrt under Giro d'Italia. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Knap seks uger efter sit frygtelige styrt i Giro d’Italia kunne spanieren Pedro Horillo (Rabobank) i dag udskrives fra universitetshospitalet i Navarra. Han har endnu en uhyre lang genoptræningsperiode foran sig, men alene det, at han i dag kunne optræde på et pressemøde, umiddelbart inden han forlod hospitalet, betragtes som et mirakel med tanke på den voldsomme medfart, han var ude for. Styrt 80 m ned ad bjergskrænt Den 34-årige spanier fløj på 8. etape 16. maj ud over en bjergskrænt og landede i et træ 80 meter nede. Det tog en rum tid, før redningsmandskabet fandt frem til ham, ligesom det var meget vanskeligt at bjærge ham.

LÆS ARTIKEL Dødstruet cykelrytter vender tilbage til livet
Han blev med helikopter fløjet til et hospital i Bergamo, hvor han blev lagt i kunstig koma. Langsom kom han sig, og 1. juni kunne han overføres til hjemlandet.

Horrillo: Jeg har været heldig
»Jeg ved ikke, om det nogensinde bliver muligt for mig at vende tilbage til det niveau, jeg konkurrerede på inden ulykken, men jeg vil gøre forsøget«, siger Pedro Horillo.

»Jeg er udmærket klar over, at jeg skal prise mig lykkelig over i det hele taget at være i stand til at sidde her i dag. Jeg husker intet om selve styrtet, men jeg har set videooptagelser fra redningsaktionen, og de fortæller mig meget tydeligt, hvor heldig jeg har været«.

Cykelsporten mere end et arbejde
»Skulle det blive nødvendigt for mig at opgive min aktive karriere, kan jeg trøste mig med, at jeg trods alt er 34 år og har haft er herligt cykelliv. Det ville være langt mere bittert, hvis jeg havde lidt denne medfart som f.eks. 23-årig med en spændende fremtid foran mig«.

»Jeg vil imidlertid ikke lægge skjul på, at cykelsporten for mig er mere end et arbejde og en hobby. Den rummer for mig en livsfilosofi, som jeg meget nødigt vil undvære. Og hvis jeg ikke kan fortsætte som aktiv, håber jeg, at jeg kan bevare tilknytningen på anden måde«.

Specialist: Knæskade værste hindring

Den spanske ortopædspecialist Pablo Diaz de Rada, der var til stede på pressemødet, forklarede, at den største hindring for et eventuelt Horillo comeback er spanierens stærkt beskadigede venstre knæ.

»Især har knæskallen lidt alvorlig overlast, og der forestår en meget langvarig genoptræningsperiode. På nuværende tidspunkt er det umuligt at sige, om Horrillo vil blive i stand til at videreføre sit job som professionel cykelrytter«, fastslår Pablo Diaz de Rada.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her