Fodbold: Efter ti kampe med bare syv point som udbytte er Mainz 05 alarmerende tæt på nedrykningsstregen i den tyske Bundesliga. Og hvis holdet ikke vinder lokalopgøret på lørdag mod Frankfurt, så kan den danske Mainz-træner Kasper Hjulmand meget vel være fortid. Det skriver avisen Bild. Mainz tabte i fredags 4-2 på udebane til Dortmund.
Basketball: Russell Westbrook blev kampens store profil, da vest besejrede øst i den årlige All Star-kamp i NBA, der blev spillet natten til mandag dansk tid. Basketballspilleren fra Oklahoma City Thunder scorede 41 point for Western Conference-holdet, der besejrede holdet fra Eastern Conference med 163-158. Det skete efter en meget tæt kamp i Madison Square Garden i New York. Russell Westbrook var blot et point fra at tangere Wilt Chamberlains rekord fra 1962 for flest scorede point i All Star-kampen.




























