Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Sportsdøgnet: Chelsea overvejer livstidskarantæner efter racisme i metroen

1-1. Chelsea og PSG delte i den første 1/8-finale i Champions League.
1-1. Chelsea og PSG delte i den første 1/8-finale i Champions League.
Lyt til artiklen

Fodbold: Chelsea har forbudt tre personer at komme på klubbens stadion, Stamford Bridge, mens deres rolle bliver undersøgt i sagen om racisme mod en mand i metroen i Paris tirsdag aften, da Chelsea mødte Paris Saint-Germain i Champions League. Chelsea meddeler på klubbens hjemmeside, at de tre personer vil blive idømt karantæne på livstid fra klubbens hjemmebane, hvis det bliver bevist, at de var involveret i episoden. En video viser, hvordan en gruppe Chelsea-tilhængere skubbede til en sort mand og forhindrede ham i at komme ind i en togvogn.

De sportslige aspekter fra PSG-Chelsea-kampen kan du høre meget mere om i podcasten Politikens Fodboldmagasin.

Fodbold: Manchester Citys nye angriber Wilfried Bony er efter Africa Cup of Nations-triumfen med Elfenbenskysten omsider klar til debut for de engelske mestre. Bony håber at kunne gøre en forskel allerede lørdag aften hjemme mod Newcastle. »Hvis der bliver brug for mig, har jeg en god statistik mod Newcastle. Jeg har scoret tre gange mod dem i to kampe«, siger den 300 millioner kroner dyre skarpretter, der skiftede fra Swansea.

Golf: Det kun til en enkelt turneringsrunde for Line Vedel i denne uge ved ISPS Handa Women's Australian Open, der bliver spillet i Melbourne. Mavesmerter betød, at hun måtte trække sig forud for anden runde, og kræfterne skal nu bruges på at komme til hægterne, så hun kan stille til start ved Honda LPGA Thailandi næste uge. »Desværre så måtte jeg trække mig her til morges. Jeg vågnede op med kraftige smerter i maven og havde mavekramper, så jeg kunne hverken stå eller gå. Så der var ingen anden udvej. Nu vil jeg komme til kræfterne igen, og så teer jeg ud i næste uge i Thailand«, siger Line Vedel.

Ishockey: Jannik Hansen fik to minutter i straffeboksen, men leverede også to assist i Vancouvers 5-4-sejr efter straffeslag i NHL på udebane mod NY Rangers. Der var også assist og sejr Frans Nielsen og NY Islanders efter 5-2 hjemme over Nashville, mens Lars Eller og Montreal blev slået på hjemmebane af Florida. Frans Nielsen lagde på til Islanders' 1-0-scoring efter blot 60 sekunders spil.

Fodbold: 1. divisionsklubben AC Horsens har ansat ny administrerende direktør. 31-årige Kristian Nielsen begynder i jobbet 23. februar, fortæller klubben i en børsmeddelelse. Kristian Nielsen har i en årrække arbejdet i Sydbank Horsens, men har også en stor fodboldfaglig baggrund som både spiller og ungdomstræner i AC Horsens. Senest har han arbejdet som ungdomstræner i AC Chievo i Italien.

Håndbold: Tyske THW Kiel lukkede CL-gruppe A med en niende sejr af ti mulige, da Meshkov Brest fra Hvideruland blev slået 33-22. Rasmus Lauge scorede tre gange for Kiel, mens René Toft Hansen bidrog med et mål. 14 af 16 hold er dermed klar til næste fase. Kun i gruppe D er der drama. Her kæmper Aalborg og tre andre klubber om to pladser.

Tennis: »Jeg er nødt til at spørge min far om nogle råd. Simona er jo åbenlyst en rigtig god spiller. Hun tager bolden tidligt, og hun kan lide at finde de skarpe vinkler. Jeg tror på en måde, at semifinalen kan komme til at minde lidt om kampen mod Pennetta. Men helt ærligt, jeg har ikke spillet mod hende i lang tid, så jeg kan egentlig ikke helt huske, hvordan hun spiller, selv om jeg selvfølgelig har set hende på tv«, forklarer Caroline Wozniacki inden semifinalen fredag kl. 16 mod Simona Halep i Dubai. Wozniackis form er fin - se bare tv-klippet nedenunder.

Golf: Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods har meldt fra til Honda Classic i Florida. Afbuddet kommer ikke som den store overraskelse eftersom han tidligere i februar meddelte, at han ville tage en turneringspause på ubestemt tid for at finde tilbage til sit gode spil.

BAGGRUND OM WOODS

Portræt: For fire år siden var Tiger Woods parat til at stoppe

Atletik: Genzebe Dibaba fra Etiopien satte torsdag aften verdensrekord på 5.000 meter indendørs. Det skete, da hun ved et stævne i Globen i Stockholm løb i tiden 14.18,86 minutter. Tiden var cirka fem et halvt sekund hurtigere end den tidligere rekord, som landsmanden Meseret Defar satte i 2009.

Fodbold: Den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic og danske Daniel Wass har mindst én ting til fælles, ud over at de begge optræder i den bedste franske række. Torsdag blev de begge idømt tre spilledages karantæne af den franske fodboldliga, hvoraf den ene spilledag er gjort betinget. Daniel Wass blev lørdag udvist kort før tid, da hans klub, Evian, vandt 2-0 ude over Lens. Zlatan Ibrahimovic slap i første omgang med et gult kort, da han i sidste måned var involveret i en episode kort før tid i Paris Saint-Germains 1-0-sejr ude over Saint-Etienne. Nu bliver han imidlertid straffet med karantæne.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her