Sportsdøgnet: Dansk medaljeregn ved EM og elendig runde af Bjørn

Stortalent. Stephan Hansen er endnu ikke fyldt 20 år.
Stortalent. Stephan Hansen er endnu ikke fyldt 20 år.
Lyt til artiklen

Bueskydning: Der er nærmest dansk medaljeregn ved indendørs-EM i slovenske Koper. Dagen efter bronzen i hold-compound var der både guld og sølv til de danske atleter. Stephan Hansen tabte den individuelle compound-finale til italieneren Sergio Pagni 147-149, mens juniorskytten Sarah Holst blev europamester i samme disciplin ved at slå belgieren Lena Meynen Degryse 146-141.

Golf: Thomas Bjørn får ufrivilligt fri resten af weekenden. Danskeren missede cuttet efter en forfærdelig 2. runde ved PGA-turneringen Honda Classic i Florida. Bjørn færdigspillede 2. runde lørdag, da dele af fredagens runde blev udsat som følge af mørkets frembrud. Bjørn genoptog runden med en bogey på hul 12 og derefter blev det til to bogeys og en dobbeltbogey. Ireren Padraig Harrington fører i syv slag under par, og jagtes af Patrick Reed i seks slag under par, mens Ian Poulter og Brendan Steele er fem under.

Cykling: For Danmarks - og en af verdens - mest vindende cykelryttere sidste sæson Magnus Cort vil dagens debut som professionel på det australske storhold Orica-GreenEdge i det 198 km lange La Classic Sud-Ardèche givetvis ikke blive husket som en af karrierens mest mindeværdige oplevelser. Det 22-årige danske stortalent var nemlig blandt de knap 60 mand, som valgte at stå af, inden strabadserne på de franske landeveje var fuldført.

Læs mere her:

Stortalents debut går hurtigt i glemmebogen

Ishockey: Tjekken Petr Kalus tabte hovedet i slutsekunderne af fredagens overraskende Herning-nederlag til Rungsted i Metal Ligaens slutspil. Herning-spilleren får to spilledages karantæne, fordi han sparkede en modstander, som han inden da havde slået i isen. Det oplyser formanden for Dansk Ishockey Unions Disciplinærudvalg, Henrik Klinkvort, til Ritzau.

Fodbold: Lille med Simon Kjær på banen i hele kampen vandt lørdag med 2-1 på hjemmebane over topholdet Lyon i den bedste franske fodboldrække. Værterne kom bagud efter tre minutter, men to Lille-scoringer efter pausen sikrede sejren. Simon Kjær og co. er placeret i ligaens brede midterfelt hele 19 point efter Lyon.

Alpin ski: De østrigske mænd gjorde rent bord i styrtløbet i Garmisch-Partenkirchen. Hannes Reichelt, der ligesom sine landsmænd skuffede ved VM-styrtløbet i Beaver Creek tidligere i denne måned, vandt med 1/100 sekund foran Romed Baumann, mens Matthias Mayer blev 3'er yderligere 23/100 efter. I kvindernes World Cup blev Super-G-løbet i bulgarske Bankso afbrudt, da 13 løbere havde været på pisten. Tæt tåge skabte farlige forhold, hvorfor aktiviteterne blev indstillet.

Golf: En runde i fire slag over par fik Joachim B. Hansen til at rasle langt ned i den samlede stilling i European Tour-turneringen Joburg Open i Sydafrika. På banen i Johannesburg havde danskeren sin hidtil dårligste dag, og han mistede 38 pladser i den samlede stilling, så han nu er delt nummer 57. Joachim B. Hansen brugte 76 slag lørdag og er samlet fire slag under par. Det er 10 slag dårligere end sydafrikaneren Wallie Coetsee, som fører med 14 slag under par.

Golf: Det lykkedes ikke for Nanna Koerstz Madsen at holde pladsen i den absolutte top på andendagen af Ladies European Tour-turneringen ISPS Handa NZ Women's Open i New Zealand. Lørdag gik den danske golfspiller anden runde i 69 slag, så hun samlet indtager en delt femteplads i 136 slag. 17-årige Lydia Ko fra New Zealand gik til gengæld en kanonrunde i 61 slag, så hun har en føring på tre slag.

Formel 1: Kevin Magnussen bliver lørdag sat bag rattet for McLaren i en testkørsel i Barcelona. Den 22-årige dansker skal køre holdets racer i en af de sidste finpudsninger før sæsonens første grandprix, der køres i Australien om to uger. Magnussen har før denne sæson mistet sit sæde til spanske Fernando Alonso, der i sidste uge kørte galt og efterfølgende blev indlagt på hospitalet.

Nr. 5 i Barcelona:

Kevin Magnussen imponerer i spansk test

Håndbold: Viborg HK har fyret cheftræner Christian Dalmose med øjeblikkelig virkning. Fyringen sker, dagen før Viborgs kvinder skal spille Champions League-udekampen mod Metz i Frankrig. Viborg HK, der har været hårdt ramt af skader, har tabt fem kampe på stribe - to i Champions League-mellemrunden og tre i Boxer Dameligaen.

Mere om fyringen:

Kløft mellem træner og spillere udløser fyreseddel

Ishockey: Frederik Andersen var tilbage i truppen, men målmanden måtte nøjes med at se til fra udskiftningsboksen, da Anaheim Ducks natten til lørdag dansk tid hentede en flot sejr i NHL. Anaheim var bagud 0-2 før tredje og sidste periode mod Los Angeles Kings, men med fire scoringer på stribe endte Anaheim med at vinde 4-2.

Fodbold: Bayern München viste endnu en gang skræmmende styrke, da de regerende tyske mestre fredag slog FC Köln med 4-1 i Bundesligaen. Ligaens suveræne førerhold havde chancer til en endnu større sejr over de gæstende nedrykningskandidater.

Ishockey: Som vinder af grundspillet havde Herning selv valgt Rungsted som modstander i kvartfinalen, men det kan vise sig at være en dum idé. På hjemmebane blev herningenserne fredag aften slået med 1-3 af gæsterne, der sluttede som nummer syv i grundspillet. Odense Bulldogs, der langt hen i sæsonen førte grundspillet, kom også skidt i gang med kvartfinalerne, da fynboerne tabte 1-2 på egen is til Esbjerg. Frederikshavn White Hawks slog Aalborg Pirates 4-0, mens Sønderjyske vandt med 5-2 over Rødovre.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her