Idrættens nye frontkvinde er et slagkraftigt skaktalent

Lone Hansen kan flække en mursten med de bare næver.

Den 53-årige kvinde måler bare 1,54 meter, er slank og har lyst hår – med andre ord ser hun meget lidt farlig ud. Men selv om hun umiddelbart syner lille rent fysisk, er det altså en stærk kvinde, Team Danmarks bestyrelse fra 1. februar har sat til at styre dansk eliteidræt mod nye højder.

Eller i det mindste til at fastholde den medaljeregn, som roere, svømmere, badmintonspillere med flere har drysset ud over det lille land i nord de senere år.

»Nej, det handler altså bare om teknik«, forsøger Lone Hansen at underspille sine evner i den direkte kamp mod mursten.

Nu har du jo tidligere dyrket karate på et meget højt niveau, og man har da før set kæmpere, der kan hugge 20 mursten over ...

»Det kan jeg ikke«, griner Lone Hansen:

»Og jeg vil heller ikke prøve det. Det var ikke noget, jeg gik så meget op i, da jeg dyrkede karate«.

FORMAND

Nej, men det er noget, unge gerne vil se ...

»Ja ja, det er rigtigt, og derfor var vi også ligesom tvunget til at køre med på den bølge, når vi var ude at lave opvisninger«.

Har du så også flækket en mursten med panden?

»Nej, det har jeg ikke«, klukker hun: »Men jeg har set en person besvime totalt ved at prøve på det«.

Skal bryde mure ned

Godt så. Om Lone Hansen ligefrem får brug for sine evner til at flække sten i sit arbejde som Team Danmark-direktør, er nok tvivlsomt. Men hun kommer til at bryde mure ned. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis de danske topatleter skal fastholde eller forbedre det historisk høje niveau, der blandt andet sikrede Danmark 9 medaljer ved OL 2012 i London – det største antal siden 1948.

»Det ligger mig meget på hjerte at arbejde med innovation. Jeg har selv en forskerkarriere bag mig, og jeg vil gerne rykke på mulighederne for at samarbejde med de her miljøer, der tænker nye tanker - vi har jo netop et samfund med mange dygtige iværksættere, forskere og innovative personer. For os i idrætten gælder det om at tage imod de skæve ideer og ikke affærdige dem ved blot at sige, at vi har prøvet det før. Vi skal være lydhøre over for det, der måske ikke lyder gangbart til at starte med«, siger Lone Hansen.

»Der er et lille paradoks der, for når vi træner elitesport, kan vi godt lide at være i det trygge og sige, at når det virkede sidst, gør vi bare lidt mere af det. Men hvis vi kun gør det, risikerer vi at ende på lige fod med de andre. Hvis vi skal rykke os alvorligt fremad, skal vi turde tage den skæve vej. Det er fantastisk at skulle føre en succes videre, men de gode resultater fortsætter ikke af sig selv. Vi må ikke blive selvfede og synes, at det er godt nok – vi skal turde udvikle os«, siger Lone Hansen.

Den perfekte stilling

Da Team Danmarks bestyrelse udnævnte Lone Hansen som ny direktør, gik der et overraskelsens sug gennem dele af idrætsverdenen. Ikke på grund af hende, men mere fordi nogle var forbløffede over, at den tidligere chef, Michael Andersen, blev valgt fra, selv om han havde stået i spidsen for at skabe så gode resultater. Alligevel virkede Team Danmark-formand Frank Jensen meget sikker på, at bestyrelsen havde truffet det rigtige valg: »Det er ikke et fravalg af Michael Andersen, men et tilvalg af Lone Hansen. Vi har stor tillid til, at hun kan fastholde Team Danmarks niveau og også udvikle eliteidrætten endnu mere«, sagde Frank Jensen (S), overborgmester i København.

For Lone Hansen var det da også ganske naturligt at skifte direktørstolen i Anti Doping Danmark ud med samme møbel i Team Danmark.

»Egentlig har jeg altid haft den her stilling stående som det, jeg nok skulle på et tidspunkt. Når jeg ser tilbage på mit liv, har alt, jeg har foretaget mig, faktisk sporet mig frem imod, at jeg kan sidde her i dag«, siger Lone Hansen.

Selvfølgelig er det hendes uddannelse, forskerkarriere og forskellige jobs, der kvalificerer hende til posten i Team Danmark. Men i virkeligheden startede vejen mod eliteidrættens ledertop længe før det.

Skaktalentet

Lone Hansen levede sine første år på Fyn. Nærmere bestemt på Vissenbjerg-egnen i landsbyen Nørre Broby, der roterer om en lille hvidkalket kirke med et tag af røde tegl. Og i forsamlingshuset nød Lone Hansen at danse og høre musik.

»Jeg er oprindelig fra landet, så jeg er vant til forsamlingshusene, at man samles der og er en lille del af et større samfund. Dansk idræt hviler jo på de frivillige foreninger, så det er et område, man skal have forståelse for, selv om man beskæftiger sig med eliteidræt. Jeg holder meget af den danske model. Som eliteatlet kan man altså ikke løfte noget alene, der skal være et stærkt støtteapparat omkring«, siger hun.

Mens hun endnu var lille, flyttede familien til København. Der begyndte hun for alvor at dyrke idræt. Både fodbold, springgymnastik og skak. Ja, skak.

»Altså, faktisk fandt jeg allerede skak enormt interessant som 5-årig. Min storebror lærte mig det, og så blev jeg efterhånden bedre end ham, fordi jeg havde et talent for det«, fortæller hun.

»Jeg har også deltaget i turneringer. Dengang spillede man skak i lokaler, der emmede af røg, hvor der sad en mængde gamle mænd – og så var der mig. Men sjovt var det. Det er selvfølgelig først noget, jeg har reflekteret over senere, men det her med skakken viser nok, at jeg altid har været en god strategisk tænker, så jeg hurtigt kan kondensere, hvad der skal til for at komme et bestemt sted hen. Det er vigtigt som leder«, fortæller hun.

Kvinde i en mandeverden

Trods talentet droppede Lone Hansen tidligt skakken – og fodbolden og springgymnastikken for den sags skyld. Pludselig overtog karate hendes liv.

»Det var lige i den bølge, hvor Bruce Lee og alt muligt andet var stort. Der i starten af 70’erne. Min storesøster trænede karate, og så var jeg nede at se, hvad det var for noget. Fra første dag var jeg bare grebet af det. Dengang var jeg 14 år. Det sagde mig så meget, at det også har en mere filosofisk karakter, hvor man ikke bare fokuserer på målet, men også vejen derhen. Sådan er det også i arbejdet med talenter i eliteidrætten«, siger Lone Hansen.

Der var dog en vis udfordring i at dyrke karate som pige i 70’erne. Dengang dyrkede kun få unge sport på den måde, og især blandt hunkønnet var aktiviteten begrænset. Derfor kæmpede Lone Hansen mod mænd. Voksne mænd.

»Ja, det var den hårde skole. I mange konkurrencer var jeg nødt til at stille op mod mændene, fordi der ikke var kvindeklasser. Der var heller ikke vægtklasser – det blev så udviklet med årene, og det var også den retning, jeg var med til at trække i, da jeg engagerede mig politisk i karatesporten. Så en stor del af min træning var at stille op i mændenes klasser ... Og så få nogle bank. Det lærte jeg meget af, for så blev teknikken og taktikken ekstremt vigtig«, fortæller hun.

Samtidig lærte hun at omgås mænd på en let og naturlig måde. Det får hun også glæde af, når hun som Team Danmark-direktør skal sætte sig igennem i eliteidrættens verden, der stadig er domineret af hankøn. Og mange af dem.

»Jeg har også været nødt til at gå ud i omklædningsrummene, for hvis jeg skulle være med i det sociale liv omkring karaten, var det der, det foregik. Fuldstændig sobert selvfølgelig. Men der er bare en særlig jargon, når man klæder om sammen og agerer i det der tætte rum, hvor mange parader falder. Derfor bliver jeg ikke skræmt af mandesproget – men jeg insisterer også på, at jeg ikke er mand. Det lyder måske selvfølgeligt, men det er faktisk væsentligt, for der er ingen grund til, at vi gør det samme, når nu vi rent faktisk er forskellige«, siger Lone Hansen.

Ellers kan hun altid bare flække en mursten med de bare næver for ligesom at slå sig til lidt ekstra respekt.