Her på sportsredaktionen, Rådhuspladsen 37, postnummer 1785 København V, første sal til højre, hen ad gangen, forbi chefkontoret, gennem glasdøren og lige ind til venstre, havde vi engang for en del år siden – og da redaktionen i øvrigt lå på femte sal, men det bliver alt for kompliceret og forvirrende at komme nærmere ind på – en medarbejder, som flere gange og højlydt gav udtryk for, at »badminton er en bøssesport«.
Han er ikke længere hos os – hvilket dog ikke skyldes en straffeekspedition fra den daværende sportsredaktør, men medarbejderens nu realiserede drøm om at blive en lysende tv-stjerne.




























