»Jeg skal virkelig have noget tungt indenbords. Et godt, tungt morgenmåltid«, forklarer 21-årige Christopher Rohde Skotte dagen før, han trækker i sin gi for at duellere i karate kata til European Games.
Christopher Rohde Skotte sidder på en blå plastik stol i atleternes spisesal, da Politiken møder ham i atleternes indhegnet landsby. Overfor sidder hans mor, Jeanette Rohde. Hun er hans teamchef og træner under de europæiske lege.




























