Egentlig er arenaen Istora Senayan i Jakarta et belastende betonkompleks at opholde sig i for verdens bedste badmintonspillere. Det indonesiske publikum sidder usædvanlig tæt på banerne, lever sig ekstremt larmende med i kampene og er sammen med aircondition med til at skabe så meget træk i hallen, at fjerboldenes flugt i duellerne er særdeles vanskelig at forudsige.
Alligevel har 21-årige Viktor Axelsen haft alt andet end travlt med at forlade den intimiderende bygning og området omkring den efter hver af de foreløbig to kampe, han har vundet ved VM.




























