Guldmedaljen i 1.000 meter enerkajak til Rene Holten Poulsen var dagens helt store danske højdepunkt ved VM i kano og kajak i Milano. Men også andre danskere havde flotte løb på dag fire af verdensmesterskabet. De danske kvinder i firebåden roede deres hidtil bedste løb, selv om de lige akkurat missede A-finalen.
»Det kørte godt for os, og jeg er positivt overrasket over, hvor meget vi har rykket os. Men det er da virkelig ærgerligt, at vi ikke kommer i den A-finale. Jeg har lyst til at tude og skrige, men nu må vi bare ud og vise, hvem der bestemmer i B-finalen«, siger Emma Aastrand Jørgensen efter løbet.




























