Anne Dsane Andersen og Hedvig Lærke Rasmussen roede sig i dag til en tredjeplads i semifinalen i kvindernes toerbåd uden styrmand ved VM i Roning i Italien. Det giver dem en plads i A-finalen og dermed også en plads ved OL i Rio næste år.
»Vi havde konkurrenterne liggende lige ved siden af, så det var svært at holde fokus i båden. Men under ingen omstændigheder skulle de have vores plads. Det gjorde ondt undervejs, men hold da op hvor er det fedt nu, siger Hedvig Lærke Rasmussen efter løbet.




























