Sportsdøgnet: Debut til Højbjerg og tre danske mål i Europa League

Point. Lasse Schöne (th) kom ind og sikrede et point til Ajax.
Point. Lasse Schöne (th) kom ind og sikrede et point til Ajax.
Lyt til artiklen

Europa League-fodbold: Pierre-Emile Højbjerg fik debut for tyske Schalke i 3-0-sejren på udebane over Apoel fra Cypern. Højbjerg fik det sidste kvarter for sin nye klub, mens der var fuld spilletid og udesejr til Daniel Høegh, da han med FC Basel leverede en pæn overraskelse på udebane mod Fiorentina. Italienerne, der spillede med 10 mand i små 25 minutter, blev slået 2-1 på en stærk schweizisk slutspurt.

Europa League-fodbold: Tobias P. Mikkelsen, Mike Jensen og Rosenborg var tæt en udesejr i Frankrig, men St.-Etienne fik udlignet på straffespark fire minutter før tid. Til gengæld kan Tobias P. Mikkelsen glæde sig over, at han kom på scoringstavlen i 14. minut, da han udlignede til 1-1.

Fakta:Se alle resultater fra Europa League her

Europa League-fodbold: Viktor Fischer og den indskiftede Lasse Schöne var de udslagsgivende faktorer for et enkelt point til Ajax i hjemmebanemødet med skotske Celtic. Fischer udlignede til 1-1 med en præcis højrebensafslutning fra kanten af feltet i 25. minut, mens Schönes frisparksindlæg skabte massiv forvirring inde i feltet syv minutter før tid og gik i mål til slutresultatet 2-2.

Håndbold: Sønderjyske måtte torsdag for første gang i denne sæson i Boxer Herreligaen forlade banen med et nederlag. Bare to sekunder før tid blev Sigurbergur Sveinsson matchvinder for Team Tvis Holstebro, der vandt med 28-27 i Skansen i Sønderborg.

Europa League-fodbold: De engelske klubber har fået en elendig start i de europæiske klubturneringer. Torsdag skulle Liverpool forsøge sig på udebane mod franske Bordeaux, men det endte med en skuffelse. Manager Brendan Rodgers mandskab var på vej mod en sejr efter Adam Lallanas scoring midt i 2. halvleg, men det endte 1-1 efter fransk udligning i slutfasen.

Europa League-fodbold: Fenerbahces portugisiske træner bør frygte for sin ansættelse i den store klub fra Istanbul, hvor trænere er noget man fyrer, når resultaterne ikke flasker sig. Og det gjorde det bestemt ikke i hjemmekampen mod norske Molde, der vandt 3-1. Vítor Pereira kunne fra bænken se Tommy Høiland bringe Molde foran 1-0 på straffespark efter 36 minutter, mens Nani fik udlignet kort før pausen. I anden halvleg sendte Mohamed Elyounoussi og Martin Linnes Vítor Pereira i retning af en fyreseddel i den skadede Simon Kjærs klub.

Atletik: De seneste seks gange maratonverdensrekorden er blevet forbedret hos mændene, er det sket i Berlins gader. Søndag er der igen showdown i den tyske hovedstad og Dennis Kimettos rekord på 2.02,57 timer vil være pejlemærket for de tre store favoritter fra Kenya - Eliud Kipchoge, Emmanuel Mutai og Geoffrey Mutai – som de øvrige 41.000 deltagere i megaeventen næppe kommer til at se meget til.

Håndbold: De forsvarende mestre fra FCM vandt efter en sløv start sikkert torsdagens udekamp i Dameligaen mod København Håndbold. Anført af Louise Burgaard, der scorede seks gange, tog de midtjyske gæster sejren med 23-17.

Golf: Belgieren Nicolas Colsaerts tangerede European Tour-rekorden for flest birdier i træk, da han leverede otte af slagsen på stribe på 1. runde af Italian Open i udkanten af Milano. 32-årige Nicolas Colsaerts fører dermed turneringen med en score på 63 slag. Danske Lucas Bjerregaard er med fremme på femtepladsen efter en fremragende slutspurt med tre birdies på de tre sidste huller. Nordjyden brugte 66 slag, mens Anders Hansen er nr. 22 efter en runde i 68. Søren Kjeldsen brugte 69 slag, mens de øvrige danskere - Thorbjørn Olesen, Søren Hansen, Morten Ørum Madsen og Lasse Jensen - er placeret i nederste halvdel af feltet.

Skydning: Jesper Hansens drøm om at vinde sin anden VM-titel i skeet brast, da danskeren kun blev nummer tre i semifinalerunden og skulle ud i en bronzeduel med den italienske hjemmebanemand på anlægget i Lonato, Gabriele Rossetti. Her var italieneren for stærk, og Hansen, der havde to forbiere, må rejse hjem med den utaknemmelige fjerdeplads. Den dobbelte olympiske mester, Vincent Hancock fra USA, besejrede franske Anthony Terras i guldfinalen efter omskydning.

Tennis: Verdensranglistens nummer tre Andy Murray har valgt at donere 50 pund (ca. 512 danske kroner) til FN's børneorganisation, Unicef, for hvert servees han præsterer resten af dette år. Samtidig vil en sponsor, det engelske tennisforbund og spillerforeningen ATP også byde ind, så et servees i alt vil give 200 pund. Murray præsterede 64 servees i sine fire kampe ved US Open for nylig. Murray har i karrieren tjent over 250 millioner kroner i præmiepenge.

Fodbold: De schweiziske myndigheder har besluttet at efterkomme et amerikansk ønske om at få den tidligere Fifa-vicepræsident Eugenio Figueredo udleveret til retsforfølgelse i USA. Den 83-årige Figueredo fra Uruguay var en af syv personer, der blev anholdt 27. maj, da Fifa-skandalen for alvor begyndte at rulle. Siden har han siddet fængslet i Zürich. De amerikanske myndigheder, der tidligere har vurderet, at der er svindlet for langt over en milliard kroner i sagerne, vil bl.a. sigte Figueredo for bestikkelse - og for at have svindlet med dokumenter, da han fik amerikansk statsborgerskab for ti år tilbage. Figueredo har 30 dage til at appellere den amerikanske anmodning om udlevering. Han risikerer op til 20 års fængsel, skriver AP.

Fodbold: Chelsea må undvære både Willian og Pedro, når Arsenal lørdag kommer på besøg på Stamford Bridge i Premier League. Manager José Mourinho oplyser endvidere, at midtbanemanden Oscars tilstand er tvivlsom til det store London-opgør, som Chelsea ikke kan tåle at tabe: Efter fem spillerunder er de allerede 11 point efter topholdet Manchester City.

Fodbold: Manchester Uniteds manglende deltagelse i Champions League i sidste sæson kostede klubben en pæn sum penge, da klubbens omsætning faldt med næsten 400 millioner kroner. Faldet i omsætning har dog ikke sat sine spor i klubbens forventninger til det kommende regnskabsår. Her giver blandt andet en markant sponsoraftale med Adidas på 7,7 milliarder kroner troen på, at Uniteds regnskab er på vej mod bedre tider.

Ishockey: Supporterprisen, der hvert år uddeles af Danmarks Ishockey Union (DIU), får nyt navn. Fremover skal den bære navnet Søren Stockfisch-prisen opkaldt efter den nu afdøde sportschef i Sønderjyske, Søren Stockfisch, som gik bort i sidste måned i en alder af 51 år. Prisen er blevet uddelt to gange tidligere. Begge gange har Sønderjyskes ishockeysupportere vundet den.

Sport i tv: Vågne fodboldentusiaster har bemærket, at ingen danske tv-stationer endnu har erhvervet rettighederne til den italienske Serie A og den bedste spanske række. Men i den kommende weekend kan man kvit og frit se samtlige 20 kampe fra de to ligaer. Bold.dk viser nemlig alle weekendens kampe på hjemmesiden. Latinofestivalen begynder fredag aften med matchen mellem Getafe og Malaga.

Fodbold: Real Madrid må undvære Gareth Bale i den kommende tid, efter waliseren pådrog sig en muskelskade i 4-0-sejren over Shakhtar i Champions League i tirsdags. Spanske medier spekulerer i en pause på mindst et par uger. Real Madrid møder i den kommende tid Granada, Athletic Bilbao og Malaga i Primera Division, før det gælder mødet med Malmö FF i Champions League.

Fodbold: Barcelona må undvære offensivspilleren Rafinha det kommende halve år. Brasilianeren nåede blot at spille fire minutter i går mod Roma, inden han blev ramt af en alvorlig knæskade. »Undersøgelser af Rafinha bekræfter, at det forreste korsbånd er revet itu«, meddeler Barcelona.

NFL: Efter at New England Patriots sikrede sig Super Bowl-triumfen i sidste sæson, røg holdet ud i et stormvejr omkring manglende lufttryk i boldene til playoffkampen mod Indianapolis Colts. Stjerne-quarterback Tom Brady blev mistænkt for at have haft en finger med i spillet, og to ansatte, udstyrsmanden John Jastremski og den ansvarlige for omklædningsrummet, Jim McNally, blev suspenderet uden løn. De to stod ifølge anklagerne bag svindlen med lufttrykket i boldene. Nu har NFL givet Jastremski og McNally lov til at arbejde igen. Tom Bradys fin sin karantæne ophævet ved en civil retssag tidligere i denne måned.

Tennis: Det danske Davis Cup hold må undvære Søren Hess-Olesen i weekendens kampe i Odense mod Spanien, da han er blevet skadet. Det er gener i højre balle og ben, der holder danskeren ude af kampen, hvor Danmark blandt andet skal op imod Rafael Nadal. I stedet er 18-årige Christian Sigsgaard blevet indkaldt.

Badminton: De danske doubler skal forsvare de rød-hvide farver i Super Series-turneringen Korea, efter at herresinglerne skuffede fælt i første runde. Og de lever op til forventningerne. Både Mathias Boe og Carsten Mogensen i herredouble og Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen i damedouble spillede sig frem til kvartfinalen efter stensikre sejre. Der kom dog en smule malurt i det danske doublebæger, da Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding måtte se sig besejret af det sjetteseedede japanske par Hiroyuki Endo og Kenichi Hayakawa.

NFL: Morten Andersen har for længst sparket sig ind i historiebøgerne i amerikansk fodbold. 25 sæsoner i ligaen gjorde ham til indehaver af rekorden for flest scorede point, men det har hidtil ikke været nok til en plads i amerikansk fodbolds Hall of Fame for den tidligere danske NFL-kicker. Nu får Morten Andersen muligheden igen, da han for fjerde gang er nomineret til en plads i det fornemme selskab i 2016-udgaven. Listen af 108 nominerede vil blive skåret ned til 25 spillere eller trænere i november, og 15 nominerede vil til sidst kæmpe om fem plader i Hall of Fame.

Fodbold: Den tidligere Liverpool-kaptajn Steven Gerrard, der gør sig som ekspert hos den engelske tv-station BT Sport, mener, at der er gnidninger mellem Chelsea-anfører John Terry og manager José Mourinho. Men at der er problemer, det afviser den portugisiske manager blankt efter 4-0-sejren i Champions League over Maccabi. »Steven (Gerrard) tager fejl. Jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg respekterer ham. Jeg tror, han har det på samme måde, men han tager fejl, for vi har ingen problemer«, siger Mourinho, der havde Terry på bænken i aftes.

Fodbold: FCK-anfører Thomas Delaney glæder sig over igen at være på omgangshøjde med de øvrige hold i Superligaen. Snakken om, at FCM allerede var stukket af sted mod et nyt mesterskab, har været overdreven, mener han. »Kampen mod Randers har været sådan en buffer-kamp. Tabellen har set lidt skæv ud på grund af den udsatte kamp, så det er rart at være lige med de andre hold… Nu er vi tre point efter og har spillet lige meget, så kan vi droppe alt andet snak«, siger Thomas Delaney ifølge Ritzau efter 3-0-sejren over Randers.

Atletik: Den hviderussiske hammerkaster Pavel Krivitsky er gået i dopingfælden. Det nationale antidopingagentur i Minsk oplyser, at sidste års nr. 4 fra EM er testet positiv for væksthormoner. Det koster en pause på fire år.

Håndbold: KIF Kolding København kommer til at kæmpe hårdt for at komme videre fra gruppen i Champions League. Det forudser målmand Kasper Hvidt, hvis hold onsdag fik en skidt begyndelse på gruppespillet med et 26-33-nederlag ude til svenske IFK Kristianstad. »Gruppen består af otte afsindigt gode hold. Det kom egentlig ikke som et chok for os, at Kristianstad er gode«, siger den 39-årige veteran, der peger på Barcelona, Kielce og Rhein-Neckar Löwen som gruppens store favoritter. Gruppen består derudover af Vardar, Pick Szeged og Montpellier. Seks hold går videre fra gruppen.

Basketball: Ved mændenes EM i Frankrig er man fremme ved semifinalerne, som spilles torsdag og fredag. Spanien møder Frankrigs forsvarende europamestre og Serbien skal op mod Litauen. De to hold, der spiller finale på søndag, sikrer sig endvidere deltagelse ved OL i Rio næste år. Europa har fem OL-pladser. Nr. 3-7 ved EM spiller om de resterende pladser i Rio.

Fodbold: Sportsdirektør Claus Steinlein lægger pres på FC Midtjylland-spillerne inden Europa League-åbningskampen i aften mod Legia Warszawa. »Målet er, at vi skal videre fra gruppen… Alle seks kampe er nøglekampe«, siger Steinlein til bold.dk. De øvrige hold i gruppen er Club Brugge og Napoli.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her