Golf: 25-årige Thorbjørn Olesen kan så småt skimte karrierens tredje gevinst på European Tour. Ved Alfred Dunhill Links Championship i Skotland ligner spilleren, der i 2012 blev kåret som Årets Fund i dansk idræt af den publikation, de læser lige netop nu, nemlig en vinder søndag. Thorbjørn Olesen gik 3. runde i syv slag under par og er dermed på 17 slag under par totalt. Det er tre bedre end nærmeste rival, tyskeren Florian Fritsch. Olesen har vundet European Tour-turneringer på Sicilien i 2012 og i Australien i 2014.
Håndbold: Forskellen på to af dansk kvindehåndbolds giganter – Viborg HK og FCM Håndbold – er milevid i denne sæson. Lørdag vandt de regerende mestre fra FCM på udebane med 23-19 over Viborg, der er i gang med at bygge et nyt hold op. FCM har otte point efter fem kampe i Dameligaen, mens Viborg har tre point i bunden af rækken.




























