Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) må sørge for, at de bedste spillere får fri til at deltage ved OL i Rio de Janeiro næste år.
Så klar er beskeden fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC), efter at Fifa har meldt ud, at klubberne selv må afgøre, om de vil frigive deres unge profiler til sommerturneringen. Det kan få indflydelse på, hvor stærkt et hold Danmark kan stille med. »Vi forventer, at de bedste spillere får lov til at deltage ved OL, og vi forventer, at Fifa sikrer, at det også er tilfældet i Rio næste år«, skriver IOC i en mail til Politiken.




























