Håndbold: Efter 11 mål af Kristina Kristiansen og tre reddede straffekast i anden halvleg af Mette Iversen var Nykøbing foran 26-23 i udekampen mod FC Midtjylland, men i de sidste to minutter fik FC Midtjylland både reduceret to gange og udlignet på et straffekast, så det endte 26-26. Johanna Alhm havde brændt to af straffekastene, men stod for udligningen med kampens sidste kast.
Fodbold: Tottenham er uden Andros Townsend i Europa League-kampen mod Anderlecht i morgen. Townsend var mandag aften i verbalt og fysisk håndgemæng med den fysiske træner Nathan Gardiner under 3-1-sejren over Aston Villa. »Når du opfører dig forkert, så er der en konsekvens. Det er på grund af mandagens begivenheder, at han ikke er med i truppen. Det er min beslutning, hvornår han er tilbage i truppen«, siger manage Mauricio Pochettino til Reuters. 24-årige Townsend har været på kontrakt i Tottenham siden 2009, men har været lejet ud til otte (!) forskellige klubber, inden han i 2013 fik sit gennembrud, der også gav ham debut og i alt 10 kampe på det engelske landshold.




























