Fodbold: Real Sociedad har fyret træner David Moyes efter en række skuffende resultater i den spanske La Liga. Den tidligere Everton- og Manchester United-træner blev hentet til Baskerlandet sidste år, men blot 9 point i 11 kampe denne sæson var ikke nok for klubledelsen.
PREMIER LEAGUE: Leicester City og Kasper Schmeichel fortsætter med at imponere i Premier League, hvor klubben i øjeblikket indtager tredjepladsen. Leicester var af mange dømt til nedrykning før sæsonen, men holdet er efter en forrygende start på sæsonen blot et enkelt point efter de to førende klubber Manchester City og Arsenal, der topper med 26 point. Ifølge Leicesters italienske træner, Claudio Ranieri, skyldes succesen, at holdånden i klubben er noget specielt.




























