En skandale i atletikverdenen, der bl.a. omhandler massiv korruption og beskyttelse af dopede atleter, resulterede torsdag i, at en etisk komité under Det Internationale Atletikforbund (IAAF) udelukkede tre ledere på livstid og spærrede en fjerde i de næste fem år. Mest kendt - eller berygtet - blandt de straffede er russeren Valentin Balakhnitjev, der bl.a. har været præsident for det russiske atletikforbund, medlem af den russiske OL-komité samt medlem af IAAF's højeste organ Council, hvor han også har været kasserer.
De to andre personer, der er udelukket for al fremtid, er Papa Massata Diack - søn af den tidligere IAAF-præsident Lamine Diack - og Aleksej Melnikov, der har været russisk cheftræner for kapgængere og langdistanceløbere. Den tidligere chef for IAAF's antidopingenhed, Gabriel Dollé, modtager en straf på fem års udelukkelse, og alle fire nu tidligere ledere er straffet på grund af en stribe brud på IAAF's etiske kodeks.




























