Da en af Storbritanniens helt store kæledægger, løberikonet Sebastian Coe, med en fortid som olympisk mester og senere succesrig chef for OL i London, overtog hvervet som præsident for Det Internationale Atletikforbund (IAAF), beskrev han i rosende vendinger, hvor fornemt hans forgænger Lamine Diack gennem 16 år havde plejet det over 100 år gamle idrætsforbund.
Det er kun cirka fem måneder siden. Men kort efter fastslog samme Coe fra præsidentkontoret i Monaco, at senegaleseren for evigt var slettet af listen over forbundets ærespræsidenter.




























