Cykling: Eduard Vorganov fra Team Katusha har afleveret en prøve, som indeholder stoffet meldonium, der kom på den forbudte liste 1. januar, og han er nu suspenderet af sit hold indtil en analyse af B-prøven er foretaget. Det er anden gang indenfor 12 måneder en rytter fra Team Katusha tages for doping efter den italienske veteran Luca Paolini 7. juli afleverede en dopingprøve, som viste spor af kokain – et stof, der er forbudt, når det konstateres under konkurrence. I reglerne står, at et firmahold, der indenfor 12 måneder rammes af to sager står til karantæne på mindst 15 dage og maksimum 45 – en straf som eksempelvis det italienske 2. divisionshold Androni Giocattoli idømtes sidste år.
Golf: Thorbjørn Olesen gik den bedste runde af alle ved European Tour-turneringen Dubai Desert Classic, han afsluttede fredagens 18 huller i 64 slag, otte slag under banens par. Det betød et avancement på 59 pladser og en placering som delt femmer for Olesen, som nu kun er to slag fra den førende spanier, Rafa Cabrero-Bello, der samlet har brugt 134 slag. skriver Ritzau.




























