Højdespringere, løbere og kuglestødere fra hele verden er i de seneste dage valfartet til den amerikanske vestkyst for at deltage i verdensmesterskaberne i indendørs atletik i den amerikanske by Portland i staten Oregon. Men blandt atleterne skal man se langt efter udøvere klædt i rødt og hvidt.
Danmark stiller nemlig kun til start med én atlet, hækkeløberen Andreas Martinsen, der kæmper for at blive udtaget til den danske atletiktrup, som skal til de olympiske lege i Rio de Janeiro. Han sikrede sig en plads ved startlinjen til VM i Portland med en ny dansk rekord i 60 meter hækkeløb, da han i februar måned konkurrerede ved et stævne i Bærum i Norge.




























