Fodbold: Med sejren i Telia Parken på 5-3 over FC Midtjylland søndag sendte FC København den forsvarende mester, FCM, ud af titelkampen. FCM er på fjerdepladsen 11 point efter topholdet FCK, og nu ligner Sønderjyske det eneste bud på en udfordrer. Sønderjyderne er syv point efter på andenpladsen med seks runder tilbage.
»Sønderjyske ser jeg som klart farligst. De har imponeret mig. Vi har slået dem tre gange, men i kampene mod de andre hold har de taget to point mere end os. Det må man have respekt for. De er meget driftsikre og har kun tabt en kamp i foråret, og det var til os. Det er ligesom Leicester. De er gode til det, de er gode til. Og det, de ikke er gode til, prøver de ikke på«, roser FCK-manager Ståle Solbakken.




























