Et laboratorium i en sommerhusgarage i Frederiksværk, et lager i Skævinge, en salgscentral på det mørke internet ’Silk Road’ og ampuller gemt i fugepistoler, luftpumper, høreværn og store stålkonstruktioner.
Alt det og meget andet indgik i en sag uden fortilfælde i dansk retshistorie, som Københavns Byret i går afsagde dom i. Her fik to bagmænd dopinglovens strengeste straf på seks år for at besidde, producere og sælge mindst 1,69 millioner dopingenheder – fortrinsvis anabole steroider – og mere end 200.000 enheder nervemedicin og andre lægemidler.


























