Tennis: Som vinder af Wimbledon-turneringen syv gange er Roger Federer vant til at optræde på det berømte tennisanlægs hovedarena, Centre Court. Anderledes var scenariet for gårsdagens modstander, der havde kvalificeret sig til en kamp mod den 34-årige schweizer ved at vinde sin første kamp nogensinde i en ATP-turnering. 25-årige Marcus Willis havde da også et smørret grin klistret på fra øre til øre, da han som den lavest rangerede siden 1988 gik ind til andenrundekampen, der var en duel mellem nr. 5 og nr. 772 på verdensranglisten, og det kunne ikke fjerne hverken smilet eller den glade attitude, at Federer vandt 6-0, 6-3, 6-4.
»Jeg nød det derude. Når jeg spiller godt og kan konkurrere med Roger Federer i et par sæt, gør jeg noget rigtigt«, sagde Marcus Willis, der egentlig havde opgivet livet som professionel tennisspiller, men blev overtalt af sin kæreste til at spille videre.




























