Cykling: Matti Breschel (Cannondale) er udgået af Tour de France. Det er et styrt på 14. etape, der har tvunget den 31-årige dansker til at stige af cyklen i det franske etapeløb. Meldingen om Breschels exit er kommet ud på Tourens hjemmeside på et tidspunkt, hvor der mangler 50 kilometer af lørdagens etape. Breschel er den anden dansker, der udgår af Touren efter Michael Mørkøv.
Atletik: Fredag blev Ole Hesselbjerg udtaget til OL – som den første dansker i mændenes forhindringsløb siden 1972. Lørdag fulgte Anna Mark Helwigh så op med en historisk dansk guldmedalje ved EM-U18 i Tbilisi i pigernes forhindringsløb over 2.000 meter. Det skete efter et suverænt løb, hvor hun med dansk U18-rekord 6:34,52 min. sejrede med mere end syv sekunder ned til nr. 2. Tiden er den hurtigste i aldersklassen i Europa i år.




























