Fodbold: Den argentinske stjerneangriber Sergio Agüero må se til fra tribunerne, når Manchester City i næste weekend gæster byrivalerne Manchester United i Premier League. Det Engelske Fodboldforbund, FA, har fredag tildelt Agüero tre kampes karantæne for voldelig adfærd i kampen mod West Ham. Her sendte argentineren bevidst en albue i hovedet på West Ham-forsvareren Winston Reid. Kampens dommer så ikke episoden, men tv-optagelserne er blevet kigget igennem af FA, og her han man svaret med en karantæne.
Golf: Joachim B. Hansen har stadig mulighed for at levere et stort resultat ved European Tour-turneringen i schweiziske Crans Montana. Han fulgte op på en stærk første runde ved at gå anden runde i to slag under par og er samlet syv slag under par. Det rækker til en delt syvendeplads – kun to slag fra toppen. Turneringen føres i ni slag under par af en trio bestående af franskmanden Romain Langasque, englænderen Richard Bland samt Richard Green fra Australien.




























