Med en baseball-turnering - Major League - der lige nu kører for fulde omdrejninger og med en National Football League, der har sæsonstart i denne uge, skal der noget helt ekstraordinært til at fortrænge de to mest populære idrætsgrene i USA fra de lokale mediers sportssider.
Men Caroline Wozniackis overraskende tilbagevenden til de højere luftlag i kvindetennis er ikke kun en god historie herhjemme. Også flere amerikanske aviser og magasiner noterer, at Wozniackis hidtidige resultater og pladsen i semifinalen er noget af det mest opsigtsvækkende i dette års US Open.




























