Fodbold: I Champions Leagues gruppe E er tyske Leverkusen fortsat ubesejret efter 5. spillerunde, hvor det blev til 1-1 på udebane mod CSKA Moskva. Unge Benjamin Henrichs begik et kvarter før tid et klodset straffespark, som CSKA’s Bebras Natcho udnyttede til at udligne den føring, som den tyske landsholdsangriber Kevin Volland havde givet Leverkusen i 1. halvleg. Volland ramte også stolpen i Rusland, men Leverkusen, der har været i fire af fem mulige 1/8-finaler siden den tabte finale til Real Madrid i 2002, måtte nøjes med et point. Det ene point skulle dog vise sig at være nok til avancement. Topholdet Monaco slog i den sene kamp nemlig Tottenham 2-1. Det betyder, at Christian Eriksens engelske klub er færdige i mesterligaen – og Monaco (gruppevinder) og Leverkusen (2’er) går videre til 1/8-finalerne.
Ishockey: Der er ikke meget at juble over i Rødovre og omegn i øjeblikket, når snakken falder på ishockey og den lokale klub. I Metal Ligaen lider Rødovre Mighty Bulls, og tirsdag aften blev det til endnu et nederlag, da klubben ude tabte 0-5 til Herning Blue Fox. Dermed nåede Rødovre op på otte nederlag i træk.




























