Politiken lørdag: Vil Roy Hodgson have en spiller med fra FC København til Udinese? Det er meget sandsynligt. Den engelske fodboldtræner, der så pludseligt har vendt den danske mesterklub ryggen for at få opfyldt sine sportslige ambitioner i Udinese. Og ikke mindst for at tjene fem gange så meget om året, vil formentlig pege på Jacob Laursen som manden, der vil være den rigtige forsvarsstyrmand i det 4-4-2-system, Hodgson skal indføre i den italienske serie A-klub. Da Roy Hodgson hurtigt i efterårssæsonen i Superligaen sidste år konstaterede, at FCK havde brug for en superprofessionel, erfaren lederskikkelse til en central rolle i firebackkæden, blev Jacob Laursen købt i den engelske Premier League-klub Derby County. Jacob Laursen fik en perfekt debut i FCKs 2-1-hjemmekamp mod Brøndby i Parken 27. august, og meget hurtigt voksede han til at blive en nøglefigur på det hold, som gik ubesejret gennem foråret. Det vil være forståeligt og logisk, såfremt Roy Hodgson ønsker også at have Jacob Laursen som sin forlængede arm på banen nede i Italien. »Jeg har ikke talt med Roy, efter at det kom frem, at han skifter til Udinese«, fortæller Jacob Laursen, som har udtrykt forståelse for trænerens beslutning. »Det er da ærgerligt for os spillere og for FCK, at en så dygtig træner går, men det kan ikke hidse mig op, at han bryder ud af en løbende kontrakt. Det er da ikke spor overraskende, at en træner, som har gjort FCK til mester, får tilbud fra udlandet. Hvis man spørger alle spillerne, ville de givetvis også sige ja til et tilbud fra Udinese. Lønnen er større i Italien, skatten er lavere, og det er mere attraktivt at spille i serie A end i Superligaen«, siger Jacob Laursen. »Lige nu er det da spændende at være FCK-spiller, fordi vi skal ud i Europa og forsøge at komme med i Champions League. Men selv om Udinese ikke er tophold, vil det altså være mere interessant at spille hver uge for mange tilskuere i en af Europas bedste ligaer frem for at skulle spille for 1.800 i Viborg og andre steder i Superligaen«. Jacob Laursen har to år tilbage af sin kontrakt med FC København. Han siger, at han ikke har fået konkrete tilbud ude fra på det seneste. »Men i professionel fodbold 'kan alt ske, og det kan ske hurtigt'. Jeg tager stilling til det, når og hvis der kommer en henvendelse fra en anden klub«, siger Jacob Laursen videre. FCK-ledelsen er ikke indstillet på at sælge spillere nu - og Udinese skal i hvert fald op med mange millioner kroner, hvis italienerne vil opfylde ønsket, som Roy Hodgson givetvis har om, at Jacob Laursen skal rejse med ham til Italien.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø