Der er fortsat et par ledige pladser i den trup, cheftræner Michael Laudrup har valgt til mesterklubben Brøndbys forberedelser til titelforsvaret i den kommende fodboldsæson. Men kan Laudrup bestemme, så vil den ene af pladserne - efter hvad Politiken erfarer - blive fyldt ud af Superligaens måske mest perspektivrige, unge midtbanespiller, Michael Silberbauer fra AaB i Aalborg. Spørgsmålet er imidlertid, om Brøndby kan opfylde sin nye træners store ønske. For AaB-ledelsen har nemlig sat en skræmmende høj pris på Michael Silberbauer, der i forgårs fyldte bare 21 år. Hele 30 millioner kroner er det ubekræftede krav på den offensive midtbanespiller - ubekræftet, fordi ingen af de to fodboldspillende aktieselskaber må udtale sig om forhandlinger, priser og aftaler før diverse kontrakter er underskrevet og Fondsbørsen underrettet. Mulig handel med Brøndby Kravet på de 30 millioner kan opfattes på to måder: Enten som et kraftigt signal fra den nordjyske klub om, at Silberbauer overhovedet ikke er til salg - eller også at AaB håber på at kunne lande en mulig handel med Brøndby på kompromistallet 15-18 millioner kroner. Og er Brøndby parat til at gå så højt op for dels at tilfredsstille sin træner, dels at sikre sig den spiller, fremtidens Brøndby-mandskab kan få som styrmand og drivkraft, så bliver Silberbauer centrum i den største handel mellem to danske klubber. Som dagens fodboldmarked er - der er krisestemning i mange lande og et næsten fuldstændigt stagnerende spillersalg - så kan AaB ikke ret længe sig nej til et Brøndby-bud på Michael Silberbauer. Og slet ikke, hvis det befinder sig på den rigtige side af eksempelvis 12 millioner. Et forhandlingsudspil AaB, der også skal varetage aktionærernes interesser - og de går på overskud og udbytte - kan nemlig ikke i disse tider forvente, at udenlandske klubber er på udkig efter fodboldspillets største metervare: midtbanespillere. Derfor kan et krav på 30 millioner dårligt betegnes som andet end et forhandlingsudspil. Også selvom dét beløb bestemt havde forekommet realistisk i forhold til udenlandske klubber i festdagene for bare et halvt år siden. Men har Brøndby overhovedet råd til at betale eksempelvis 15 millioner for en ny spiller? Ikke nu - men måske om to-tre uger, når salget af Peter Madsen, der hører ind under den mere sjældne topscorer-vare, falder på plads. 50 mio. for Madsen Peter Madsen synes at være i spil mellem en sydeuropæisk klub, antagelig en fransk mod god økonomi, og en engelsk klub - og som stabil målskytte og topscorer i Superligaen kan salgsprisen måske indbringe Brøndby omkring 50 millioner kroner. Hvis en handel til den sum realiseres, så vil det sandsynligvis blive den sidste med Superliga-deltagelse i mange år. Men uanset hvad beløbet landet på, så skal pengene bruges til at finansiere det eventuelle køb af Michael Silberbauer, der gennem sin teknik, sin store alsidighed og skudstyrke samt sit udfordrende spil må blive en kraftig forstærkning af Brøndby-holdet. Og pengene skal også bruges til et køb af en afløser for Peter Madsen. Kan det blive Kaspar Dalgas fra OB? Hvorfor ikke, Dalgas er jo i princippet - som alle spillere i Superligaen er det - til salg. Og OB har, som alle andre klubber i Superligaen - med FC København som undtagelsen - en pengekasse, der har mere lavvande end godt er. Så måske kan Brøndby og OB mødes i fælles forståelse. Hvis Peter Madsen altså sælges. Humørfyldt lejr I øjeblikket har spillerne i Brøndby-truppen travlt med at vise, at de har ret til at være i Michael Laudrups udvalgte flok. Derfor bliver der arbejdet meget hårdt i træningslejren i det tyske fodboldforbunds regionscenter i Barsinghausen ved Hannover. Truppen er godt indkvarteret på et sportshotel for enden af Bergstrasse, og baneforholdene er de bedst tænkelige til Michael Laudrup og John Faxe Jensens program: tempofyldte boldøvelser og kombinationer, der skal resultere i et sikkert, boldførende spil. »Det er hårdt, men det er hårdt på den gode måde, for vi arbejder meget med bold. Og så bæres vi også gennem anstrengelserne af et godt humør i truppen«, lød det fra Ruben Bagger efter den anden træningsrunde mandag i det tyske sommervejr på 27 grader. En træning, der blev afsluttet med sergent Faxe Jensens krævende mavemuskelprogram. Mads Jørgensen og Auri Skarbalius trænede ikke med, men nøjedes med at løbe - og den indkøbte Morten Wieghorst stoppede før holdkammeraterne for at skåne et ømt knæ.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Stigende antal danskere lider af bolig-fomo
-
Ny måling modsiger Hegseth
-
Direktør: Ny tendens får alvorlige konsekvenser for hele den kreative branche
-
Fem måneder som ufaglært sosu har efterladt mig med et grundlæggende spørgsmål
-
Flere partier afviser Nadja Natalie Isaksen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak




























