Wieghorst og Johansen erstatter Bøgelund og Jensen

Lyt til artiklen

To spillere, én skade. Morten Olsen måtte søndag modtage to afbud til venskabskampen mod Polen. Både Charltons Claus Jensen og Kasper Bøgelund fra PSV Eindhoven havde samme besked til landstræneren. En skade i lægmuskulaturen forhindrer spil på onsdag i Parken. I stedet har landstræneren valgt at udtage Brøndby-spilleren Morten Wieghorst og AB's Michael Johansen. Begge var med i bruttotruppen i sidste måneds EM-kvalifikationskamp mod Luxembourg, hvor Johansen dog blev sorteret fra på selve kampdagen. Hvis Morten Olsen må ærgre sig over afbud til landsholdet, ja så kan han samtidig glæde sig over, at gamle bærende kræfter er på vej tilbage mod fuld styrke. Således scorede Martin Jørgensen for anden uge i træk for Udinese i den italienske Serie A, da holdet vandt 2-1 hjemme over Chievo. Dribleren scorede Udine-klubbens første mål efter en centring fra Roberto Muzzi, som han bare skulle ekspedere i det tomme mål. Danskeren bliver tildelt et flot 7- tal i La Gazzetta dello Sport, og han er da også ved godt mod før landskampen. »Selvfølgelig håber jeg på 90 minutter i Parken. Men alle vil gerne spille, og da det er en træningskamp, kan det være, at Morten Olsen vælger at skifte noget mere ud«, siger Martin Jørgensen til Ritzaus Bureau. Klubkammeraten Per Krøldrup blev ikke udtaget til landsholdet, selv om han kan dække samme position som Kasper Bøgelund. Højreforsvareren er ellers startet inde i Udineses seneste kampe, og han får karakteren 6,5 for sin indsats mod Chievo. Også rutinerede Thomas Helveg var i aktion for AC Milan, da holdet på to straffesparksmål af Andrea Pirlo vandt 2-1 hjemme over Parma. Danskeren fik hele anden halvleg, mens Jon Dahl Tomasson så til fra bænken, og Martin Laursen plejede sin skade. Første ligamål I England havde Henrik 'Tømrer' Pedersen en rigtig stor dag, da han på Elland Road lavede to af Boltons mål i 4-2 choksejren over Leeds. Det var angriberens første Premier League-scoringer overhovedet for Bolton siden skiftet fra Silkeborg i sommeren 2001. Første mål faldt allerede efter to minutter, da han arbejdede sammen med franskmanden Youri Djorkaeff og sendte bolden i kassen fra 20 meter. Kort efter udlignede den formstærke Alan Smith for hjemmeholdet, og herefter måtte publikum vente cirka 75 minutter på næste scoring. Kampen eksploderede fuldstændig i de sidste ti minutter med fire scoringer, så stadionspeakeren kom på overarbejde. Da krudtrøgen havde lagt sig, stod der 4-2 på måltavlen i Boltons favør - og 'Tømrer' sluttede målfesten med en flot helflugter efter oplæg af indskiftede Stig Tøfting. Per Frandsen var også med i Boltons første ligasejr i ni kampe, men det var naturligvis Henrik Pedersen, der trak de store overskrifter. »Det fjerner en stor byrde fra mine skuldre, at jeg endelig fik scoret i Premier League. Jeg har ventet i lang tid på det«, sagde en glad Tømrer. Dennis Rommedahl kom også på scoringslisten i PSV Eindhovens 1-2 nederlag hjemme mod Feyenoord, da han satte sidste fod på bolden efter en aflevering fra jugoslaven Mateja Kezman. Det var Philips-klubbens første nederlag i denne sæson i den hollanske Æresdivision, og holdet må overlade førstepladsen til Ajax, som vandt 6-0 hjemme over NEC Nijmegen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her