Danskere i Bochum vil vinde eller forsvinde

Lyt til artiklen

Vind eller forsvind. Vendingen er ofte brugt i fodbold, når et hold står over for en nøglekamp i en turnering, og en sejr er nødvendig for videre succes og et nederlag betyder farvel og tak for denne gang. Man kan også bruge ordene, når talen er om den danske eks-landsholdsspiller Søren Colding og den dansk-spanske angriber Thomas Christiansen i VfL Bochum. Bochum skal vinde - ellers ender det med, at Colding og Christiansen forsvinder for at søge nye tyske græsgange i næste sæson. »Ledelsen forklarer hele tiden, at økonomien er stram nu i de fleste klubber, og at det er svært at give lønforhøjelser til spillerne. Vi har nogle drøje forhandlinger om en forlængelse af min kontrakt, og jeg er begyndt at snakke 'til anden side'«, fortæller Søren Colding, der har fået en henvendelse fra en anden Bundesligaklub i Tyskland. »Men jeg vil gerne blive i Bochum. Hvis vi får en god start i Bundesligaen og fjerner os endnu længere væk fra nedrykningszonen, og vi slår Kaiserslautern i pokal-kvartfinalen på hjemmebane 5. februar, så tjener klubben masser af penge, og så kan man vel honorere mine krav til en ny kontrakt«, spekulerer han. Thomas Christiansens kontrakt udløber til sommer, men klubben kan automatisk forlænge den med et år. Der er dog et loft i kontrakten, som fastsætter, hvor meget Bochum skal have i overgangssum, hvis han skifter til en anden klub. »Ligesom Søren har jeg megen lyst til at fortsætte i Bochum, og jeg skal til et møde med ledelsen om min fremtid inden for et par uger. Jeg skal selvfølgelig have nogle forbedringer ind i en kontraktforlængelse - ellers må jeg se mig om efter noget andet. Der er flere klubber, 'som banker på'«, forklarer Thomas Christiansen og lægger ikke skjul på, at Hertha Berlin har vist stigende interesse for ham. Søren Colding og Thomas Christiansen, nummer to på topscorerlisten efter en stærk efterårssæson, er med i Bochums startopstilling i eftermiddag mod Nürnberg, mens Peter Graulund givetvis må nøjes med at sidde på bænken. I Wolfsburg - måske Peter Madsens nye klub - ventes det, at fire danskere tørner sammen: Thomas Rytter og Kim Madsen på hjemmeholdets side, Ebbe Sand og Christian Poulsen på Schalke 04's hold. Wolfsburgs aldrende midtbanegeneral Stefan Effenberg har i øvrigt netop signaleret, at han er indstillet på at forlænge sin kontrakt med mindst ét år. Hans sidste store ambition er at føre Wolfsburg i UEFA Cuppen. Men det sidste ord i den sag har vel den nye cheftræner i klubben, hvor Wolfgang Wolf slutter med udgangen af sæsonen. Schweizeren Christian Gross, der har Champions League-succes med Basel og tidligere var lidt uheldig, da han fik chancen som manager i Tottenham, er favorit til at efterfølge Wolfgang Wolf - som risikerer at blive bedt om at gå tidligere, såfremt Wolfsburg dummer sig her i forårsstarten. I allerstørst fyringsfare må trænerne for bundholdene Cottbus (Eduard Geyer), Kaiserslautern (Eric Gerets) og Hannover 96 (Ralf Rangnik) være samt Klaus Topp-möller i Bayer Leverkusen. Bayer Leverkusen var tæt på tre titler i sidste sæson, men smed dem alle væk, og nedturen i efteråret har ført til, at vicemestrene har tre point til en nedrykningsplads i Bundesligaen. Så Toppmöller må sidde meget uroligt i trænersædet. Midt på efteråret forberedte Bayern Münchens cheftræner Ottmar Hitzfeld sig på, fortæller han i sin bog, der udkommer på mandag, at han kunne blive fyret, da den sydtyske storklub blev ekspederet ud af Champions League. Men nu er træneren med de mange titler på sikker mesterskabskurs (FC Bayern fører med seks point ned til Dortmund) og favorit til også at vinde pokalturneringen - og Ottmar Hitzfeld siger, at han i hvert fald bliver i München, indtil hans kontrakt udløber i sommeren 2004. Bayern ind i Asien Bayern München har fået øjnene op for det pengestærke asiatiske marked. Den tidligere topspiller Karl-Heinz Rummenigge, der nu er formand for klubbens bestyrelse, har planer om at hente en asiatisk spiller til de tyske rekordmestre, af den simple grund at det vil øge klubbens omdømme i Fjernøsten og generere et stort salg af merchandise som for eksempel trøjer. Rummenigge ser helst en japansk spiller i Bayerns klassiske røde trøje, og den altid velinformerede tyske sportspresse gætter således på, at Hidetoshi Nakata fra Parma kan være på vej til Bundesligaens øjeblikkelige tophold. Nakata mandsopdækkes i Italien af et hav af japanske journalister, der dagligt skriver hjem om superstjernens gøren og laden. Nakatas popularitet i hjemlandet er så stor, at Parma har måttet lave en japansk version af klubbens website.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her