Gravesen spionerede før skæbne-landskamp

»Jeg vil forklare Semb, at uanset hvad han hører og læser, så kommer det ikke fra den danske lejr«, siger Morten Olsen.
»Jeg vil forklare Semb, at uanset hvad han hører og læser, så kommer det ikke fra den danske lejr«, siger Morten Olsen.
Lyt til artiklen

Midtbanedynamoen Thomas Gravesen kan få en mere betydningsfuld rolle, end det plejer at være tilfældet op til vigtige kampe, i det danske EM-holds forberedelser til det store opgør mod Norge lørdag 7. juni i Parken. For landstræner Morten Olsen brugte Gravesen som udsendt spion forleden, da nordmændene spillede testkamp mod Finland i Oslo - og vandt 2-0. Sammen med assistenttræner Keld Bordinggaard studerede Thomas Gravesen nøje nordmændenes taktiske, tekniske og individuelle færdigheder og spillemåde på nærmeste hold. »Jeg havde lyst til at se kampen, og derfor tog jeg med Keld derop«, siger Thomas Gravesen, der - ligesom en rigtig spion - ikke vil ud med, hvad han fik med hjem fra den hemmelige mission. Han skal sikkert en af dagene aflægge rapport til Morten Olsen, og landstræneren vil selv studere kampen på video for at få den allerseneste opdatering på, hvad der kan vente det danske hold. Formen skal op Thomas Gravesen trænede mandag flittigt sammen med fire andre 'englændere', målmanden Thomas Sørensen, Jesper Grønkjær, Niclas Jensen og Claus Jensen i Brøndby. Spillerne fra de engelske klubber har holdt en halv snes dages ferie, men de har trænet let i forskellige danske klubber, og i denne uge bliver deres fysiske form løftet til landsholdsniveau igen under Morten Olsens og Keld Bordinggaards ledelse. »Det kan godt være, at det er lidt uheldigt, at vi ikke har spillet kamp på højeste plan i fire uger, når vi løber ind til mødet med nordmændene, men jeg har nu haft behov for at trappe lidt ned«, siger Thomas Gravesen. »Jeg har spillet godt og vel et halvt hundrede kampe for min klub Everton i forskellige turneringer og for Danmark siden august, og det har da taget på kræfterne«. Efter afbuddet fra Christian Poulsen, der ikke er kommet helt over en ankelskade, er det oplagt, at Brøndbys Morten Wieghorst - ligesom mod Ukraine - skal spille ved siden af Thomas Gravesen på den centrale midtbane. Søndag fik Morten Olsen bekymrede rynker i panden, da Wieghorst gik ud til sidst med et dårligt venstre knæ i 0-0-kampen mod AB - men mandag var meldingen optimistisk fra Morten Wieghorst. Skadet menisk Han stod og overværede lidt af landsholdskollegernes træning med en forbinding om knæet og kunne fortælle, at en lægeundersøgelse havde vist, at skaden ikke er så slem som frygtet. »Det er menisken, som har taget lidt skade, og knæet er hævet en smule og føles lidt stift, men jeg skulle snart være klar igen. Jeg er ret sikker på, at jeg kan spille for Brøndby i Viborg på søndag - og måske kan jeg også nå at blive klar til pokalfinalen mod FC Midtjylland«, sagde Morten Wieghorst. »Under alle omstændigheder skulle min landsholdsdeltagelse ikke være i fare overhovedet«. Foruden Christian Poulsen har Jon Dahl Tomasson meldt EM-afbud, og Jan Michaelsen fra Panathinaikos, der til allersidst blev overhalet af Olympiakos og igen gik glip af mesterskabet i Grækenland, skal hjem til en undersøgelse hos landsholdslægen Mogens Kreutzfeldt for en skade, der kan betyde, at han heller ikke vil være til rådighed 7. juni. Morten Olsen vil ringe til Semb Morten Olsen tager sidst på ugen stilling til, om der skal indkaldes reserver til EM-truppen, og hvor mange der skal møde frem i Vedbæk, når de taktiske forberedelser indledes fra begyndelsen af næste uge. Morten Olsen vil i øvrigt snarest kontakte sin norske kollega, Nils Johan Semb, telefonisk for at gøre en ende på ordkrigen, der har været i gang længe i medierne. Morten Olsen er træt af, at man nogle steder hiver gamle udtalelser frem, at enhver trænerudtalelse bliver analyseret og brugt useriøst, og at der bliver opbygget et stort modsætningsforhold mellem Danmark og Norge, som ikke efter hans mening har grundlag i virkeligheden. »Der skal være værdighed og professionalisme i forholdet mellem os, og man skal have respekt for hinanden. Jeg vil forklare Semb, at uanset hvad han hører og læser, så kommer det ikke fra den danske lejr«, siger Morten Olsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her