Topklubber vil lave Superliga med slutspil

Lyt til artiklen

I februar manglede der kun 14 stemmer på Dansk Boldspil-Unions repræsentantskabsmøde i Odense til at få indført et slutspil i Superligaen i fodbold. På det næste årsmøde, i februar 2004, vil forslaget muligvis blive fremsat igen. Forslaget går ud på, at de 12 hold spiller alle mod alle hjemme og ude i et grundspil, og at de derefter får pointene med til to slutspil med seks hold i hver, hvor topholdene spiller alle mod alle hjemme og ude om mesterskab og medaljer, og de seks nederste afgør, hvem der skal rykke ud. Svært at finde en egnet model På 2003-mødet skulle forslaget have haft 109 stemmer for at blive vedtaget med kvalificeret flertal. 95 sagde ja, mens 50 i repræsentantskabet sagde nej. På årsmødet nedsatte DBU-bestyrelsen sig selv som turneringskommission med henblik på at udarbejde et samlet forslag til en ny struktur for Danmarksturneringen. Men nu synes bestyrelsen at have opgivet at finde en løsning, som vil kunne få tilstrækkeligt mange stemmer. Der har været diskuteret modeller med både 16 hold i Superligaen og 10 hold, men DBU-formanden, Allan Hansen, konstaterer, at ingen af de modeller vil kunne blive vedtaget. Vil væk fra skæv Superliga Superligaklubberne er, forståeligt, meget optaget af på en eller anden måde at komme ud af en turneringsform med den sportslige (og økonomiske) skævhed, som man har nu med en turnering med 12 hold, der spiller 33 kampe. Det ulige kampantal betyder, at holdene ikke har lige mange hjemme- og udekampe, og det er altså urimeligt, er det anført fra flere sider, at f.eks. Brøndby eller FC København har to hjemmekampe mod én i den indbyrdes topstrid. Hvis der indføres slutspil, vil alle topholdene møde hinanden fire gange, to hjemme og to ude, og det samme vil være tilfældet for de seks bundhold. »Vi er blandt Superligaklubberne enige om, at der ikke skal være flere end 12 hold i den bedste række. På vores næste møde vil jeg lægge op til, at vi skal drøfte, om vi selv skal komme med et forslag om slutspil, når DBU åbenbart ikke gør noget«, siger AaB-direktør Børge Bach, der er formand for selskabet Superligaen A/S. På årsmødet i februar fik et slutspil-forslag opbakning fra mange serieklubber, fordi det jo ikke har nogen 'skadevirkninger' for andre klubber, som det blev udtrykt af en repræsentant. Men den jyske unionsformand Benny Hansen anbefalede at stemme nej, selv om forslaget altså kun vedrører netop de 12 klubber i den bedste række, og man dermed kunne synes, at det er et helt internt anliggende. Hans argument: »Vi bryder os ikke om slutspil. Det er bare en dårlig idé. Hvis man laver et slutspil med blot seks hold til at spille om mesterskabet, ville der jo i realiteten kun blive spillet tre kampe i landets bedste række i hver runde. Det dur ikke«. Tre gange 16 hold Den tidligere formand for den sjællandske lokalunion Erik Asmund, der sad i DBU-bestyrelsen i en lang årrække og beskæftigede sig meget med turneringsspørgsmål, har til Politiken sendt et forslag til, hvordan han mener, Danmarksturneringen bør se ud: Superligaen med 16 hold og derunder to 1. divisionskredse, øst og vest, med ligeledes hver 16 hold. Turneringen er enkelt sammensat og derfor til at følge med i for den 'almindelige fodboldinteresserede dansker', argumenterer Erik Asmund. Alle hold får lige mange kampe og selvfølgelig lige mange hjemme- og udekampe, og der gives plads til, at såvel 1. divisions- som Superligaholdene kan indgå tidligere i pokalturneringen, der hermed kan få et løft. En udvidelse af Superligaen vil skabe en større spredning ud over landet, og dermed en større tilskuerinteresse i flere lokalområder og gradvist befordre flere elitespillere, mener Erik Asmund. Det talentarbejde, som er DBU's varemærke, vil blive mere dækkende. En inddeling af 1. division i to kredse vil give flere hold 1. divisionsstatus, og det vil forbedre deres muligheder for at få sponsorstøtte, og så vil øst-vest-konstruktionen også give en hel del kortere rejsetid til en stor del af kampene og dermed mindre rejseudgifter, anfører den tidligere SBU-formand.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her