0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ebbe Sand må kæmpe hårdt for plads i startopstillingen

Ebbe Sand har fået humøret og selvtilliden tilbage med otte mål i Bundesligaen i foråret og 1-0-træfferen mod Skotland, men han skal slås med sin makker, Jon Dahl Tomasson, om en plads i startopstillingen.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jon Dahl Tomasson og Ebbe Sand har i Morten Olsens tid som landstræner været to af de mest sikre i startopstillingen på fodboldlandsholdet. Tomasson som den hængende og dybdeløberen, der kommer ind i feltet bag fra, og Ebbe Sand som den fysisk stærke frontløber. De har suppleret hinanden fortræffeligt, og de har lavet mange mål, som begge har andel i.

Nu er det måske ved at være slut med duoen. Jon Dahl Tomasson har forvandlet sig til en konkurrent til Ebbe Sands plads som førsteangriber -- og »det er da helt fint«, lyder en kommentar fra Ebbe Sand, der ikke kan være sikker på at skulle spille fra start i aftenens kamp mod Estland i Tallinn.

Tvivl om startopstilling
»Konkurrence er godt for et hold, konkurrence om alle pladser. Det har vi i høj grad på landsholdet, og det, der så er sket, siden vi kvalificerede os til EM-slutrunden i efteråret, er, at vi har indarbejdet flere måder at udføre vores system på. Vi har fået flere strenge at spille på, vi er blevet mere fleksible, og det er da positivt«, siger Schalke 04-angriberen.

»Måske bliver det alligevel Jon og mig, der skal danne par, måske vælger Morten Olsen at bruge f.eks. Claus Jensen på Jons plads og rykke Jon helt i front. Vi ved det ikke«.

Formdyk i Tyskland
Bortset fra VM-kampen i slutrunden mod Frankrig for to år siden, da Ebbe Sand af taktiske grunde blev sat ud på bænken, har den tidligere Brøndbytopscorer været sikker på at skulle starte i landskampene.

Men formdyk i efteråret og skader førte til, at Ebbe Sand ikke mere var førstevalg. Samtidig blev Jon Dahl Tomasson stærkere som rigtig angriber på Milans mesterhold i Serie A, og mod England på Old Trafford i november spillede de ikke sammen mere. De fik en halvleg hver.

Det gjorde de også i Tyrkiet i februar, og Morten Olsen holdt Ebbe Sand helt ude af truppen, da Spanien var modstanderen i marts. Ebbe Sand kom ind fra anden halvlegs start, som afløser for Tomasson, mod Skotland i april, og endelig fik han scoret for Danmark, i 1-0-sejren.

»Det har været tilfredsstillende for mig, at jeg også er kommet i gang med at lave mål igen i Bundesligaen. Jeg har scoret otte gange i foråret, så heldigvis er jeg nu sluppet for at skulle svare på alle de spørgsmål om scoringskrise. Jeg føler mig i fin form igen, og humøret og selvtilliden fejler ikke noget«, siger Ebbe Sand.

Hvad, der bekymrer ham lidt, er den dobbeltbelastning som klubkampe og landskampe er for nogle snart 32 år gamle ben.

»Det er hårdt undervejs i sæsonen, og det er hårdt kun at få to-tre ugers sommerferie, som jeg også må nøjes med i år«.

Derfor har Ebbe Sand ikke taget stilling til, hvornår han stopper på landsholdet. »Jo selvfølgelig kunne det være stort at slutte i VM-slutrunden i 2006 i Tyskland, men det tænker jeg slet ikke på nu«, forklarer han. »Jeg har kontrakt med min klub til sommeren 2005. Om jeg fortsætter én sæson mere i Tyskland, kan jeg ikke sige noget om. Jeg ved det ikke«.

Grønkjærs sæson
Jesper Grønkjær kan egentlig tillade sig at beklage sig endnu mere end Ebbe Sand. Chelseawingen har været i gang i 11 måneder, eftersom træningen i Londonklubben startede 1. juli sidste år, og i England er der jo ikke vinterpause til topspillerne i Premier League.

Men Jesper Grønkjær ser tilbage på »en sjov sæson, en meget spændende sæson«, hvor han har spillet meget, også i Champions League, og han bedyrer, at det ikke er svært at finde motivationen og ekstra kræfter nu, når EM-forberedelserne går ind i den sidste fase.

»Jeg har været skadefri i to år, og jeg føler mig veloplagt, selv om det er sidst i en lang sæson«, siger han.

Spekulationer om, at han måske skal skifte fra Chelsea til Birmingham, vil han egentlig ikke kommentere. Der er jo så mange rygter i omløb på denne tid af året.

»Det er altså ikke noget, der forstyrrer min nattesøvn. Jeg har kontrakt med Chelsea ét år mere, så jeg behøver ikke at skulle skifte klub. Det var en anden situation, Martin Laursen var i. Han var meget optaget af at komme væk fra Milan, og det var vigtigt for ham at få tingene på plads inden EM-slutrunden, så han kunne koncentrere sig 100 procent om landsholdet«.

»Det var godt for ham, at han fik aftalen med Aston Villa afsluttet. Men jeg bruger altså ikke tid eller mange tanker på et muligt klubskifte. Jeg tænker mest på EM«.

»Og det er rart, at vi nu skal i kamp«, siger Grønkjær med henvisning til, at Morten Olsen og hans store trænerstab har kørt EM-spillerne temmelig hårdt i de seneste dage i træningslejren i Vedbæk. Og de spillere, der er med fra start i aften i Tallinn kan vel se frem til en slapperdag i morgen?

Jesper Grønjær er en af dem på et hold, hvor der undervejs givetvis bliver foretaget nogle ændringer, bl.a. på midtbanen. Og måske ender det i anden halvleg med, at Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson atter danner par oppe foran, for første gang siden kvalifikationskampene, der bragte Danmark til Portugal.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere