Erik Veje Rasmussen havde næppe forestillet sig, at han skulle gøre comeback som spiller, da han blev hentet til Århus som træner. - Arkivfoto: Rasmus Baaner
Foto: Baaner Rasmus

Erik Veje Rasmussen havde næppe forestillet sig, at han skulle gøre comeback som spiller, da han blev hentet til Århus som træner. - Arkivfoto: Rasmus Baaner

Sport

Comeback til Erik Veje Rasmussen

45-årige Erik Veje Rasmussen gør på grund af skader i Århus GF comeback til tophåndbold på ubestemt tid. Den legendariske landsholdsspiller skal både træne og spille for århusianerne i en pokalkamp mod AaB i morgen.

Sport

Ja, den er god nok. Erik Veje Rasmussen - ham den lidt tyndhårede håndboldtræner, der debuterede på landsholdet i 1980 og sidst spillede tophåndbold i sidste århundrede - gør alvor af sit comeback til sporten på absolut topniveau.

Skadesituationen i Århus GF er op til sæsonstarten så alarmerende, at Erik Veje Rasmussen har testet sig selv i et par opvarmningskampe.

Foreløbig to kampe
Og holdets træner har været tilpas imponeret af sin indsats til, at han har valgt at gennemføre den overraskende tilbagevenden til håndboldbanen, når det bliver alvor mod AaB i pokalturneringen i morgen og mod Silkeborg/Voel i århusianernes første kamp i Håndboldligaen på lørdag.

Derefter vil han spille, indtil der ikke længere er brug for ham.

»Med skader hos Jan Paulsen, Henrik Hansen, Toke Holst og Jacob Halle har vi reelt kun Torben Vinther tilbage i bagkæden - og så mig. Det her er jo noget, vi gør af nød, men jeg må da indrømme, at jeg glæder mig til at spille. For mig er det pragtfuldt at spille håndbold, men kun på topniveau«, fortæller Erik Veje Rasmussen, der fortsat har rekorden for flest mål på landsholdet: 1.015 scoringer i 233 landskampe.

Seks mål i træningskamp
På hans eget hold i Århus er det meningen, at den nu spillende træner kun skal optræde i angrebsspillet, hvor der til gengæld er lagt op til noget nær fuld spilletid for den 45-årige veteran, som imidlertid føler sig fysisk klar til opgaven.

I sine fem år som træner i Flensburg-Handewitt i den tyske Bundesliga holdt Erik Veje Rasmussen sig blandt andet i form via kampe på klubbens næstbedste hold, og i Århus GF's seneste træningskamp mod Viborg leverede træneren selv seks scoringer samt en masse glimrende indspil til holdets islandske stregspiller, Robert Gunnarson.

Glæder sig
Tilbage er så bare spørgsmålet, om ikke Erik Veje Rasmussen er en lille smule nervøs for at sætte renomméet på spil ved at gå på banen mod spillere, der for en stor dels vedkommende er 25 år yngre og på toppen af deres fysiske ydeevne.

»Det er i hvert fald en helt anden indgang til sæsonen, end jeg havde forestillet mig, men sådan er situationen altså. Jeg prøver at sætte mig op til kampene, som jeg altid tidligere har gjort, og som sagt glæder jeg mig. Almindelig oldboyshåndbold er ikke lige mig. Det er nu engang sjovest på højeste niveau«, siger øjeblikkets virkelige Århus-historie.

Ottendedelsfinalen i pokalturneringen mellem Århus GF og AaB Håndbold - med Erik Veje Rasmussen på banen - kan opleves i Atletion i morgen aften klokken 19.30.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce