Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Tour de France er total nedtur for fransk cykelsport

Christophe Moreau er det bedste bud på en fransk topplacering. Han er blandt de 25 bedste. - Foto: AP
Christophe Moreau er det bedste bud på en fransk topplacering. Han er blandt de 25 bedste. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Der er masser af franske cykelstjerner i Tour de France, og de er meget synlige. Problemet er bare, at publikum hepper på fortidens stjerner som bjergkongen Richard Virenque, den fem-dobbelte Tour-vinder Bernard Hinault og veteranen Raimond Poulidor, når de viser sig. For der er ikke meget at juble over, når de unge franske ryttere dukker op. Det er blevet til en fransk etapesejr ved David Moncoutié, der også vandt sidste år. Det skete på nationaldagen 14. juli, og den franske presse gik nærmest amok. Men nu, få dage før målet i Paris, er kendsgerningerne ubehagelige: Kun én rytter, Christophe Moreau, er blandt de 25 bedste. Fransk vinder har lange udsigter 2005 er total nedtur for landet med den store cykelkultur. Og det er helt udelukket, at en franskmand vinder Tour de France i år eller indenfor en overskuelig fremtid. Det begynder at gøre ondt. »I år er det nøjagtigt 20 år siden, Bernard Hinault vandt Tour de France for femte og sidste gang. Det var også den sidste franske sejr i Tour de France, og det er ikke gået meget bedre i de andre store, internationale etapeløb«, siger Jacques Augendre, der som reporter har dækket Tour de France uafbrudt siden 1954. For slappe Hvad er der sket med landet, der sammen med Italien har de største traditioner for cykelløb, hvor sporten er mere populær end i mange andre europæiske lande, og hvor der er masser af traditioner? Bernard Hinault er ikke i tvivl. På sadlen var han en barsk herre, som i flere år styrede feltet med hård hånd, og alderen har ikke gjort den elegante landmand, skribent, kommentator og ceremonimester ved Tour de France blidere: »Alt for mange af de unge tror, de kan vinde Tour de France uden at yde det nødvendige i form af benhård træning og afsavn«, lyder den hårde dom fra den højt respekterede Tour-vinder. Gør som Armstrong Han anbefaler sine unge landsmænd at studere tilfældet Lance Armstrong, som ifølge Hinault træner både hårdt og systematisk. Og en af fransk cykelsports veteraner, den tidligere toprytter og sportsdirektør for Bjarne Riis, Cyrille Guimard, formulerer sig på samme måde: »Jeg hører en masse om, at de unge skal hvile sig. Jeg hører ikke så tit ordet arbejde. Alle bremser, både lederne og forældrene. Når man vil arbejde intensivt med en rytter, siger alle stop«, siger han, og fremfører denne påstand: »Hvis man henter fem unge fra Finland til en klub, så vil der være fem mand, der er bedre end franskmændene«. Det er hårde ord, og Bjarne Riis var ikke venligere, da han udtalte sig om det franske traume i begyndelsen af løbet. De franske ryttere er ikke i form, konkluderede han, hvilket fik flere af dem til at protestere højlydt. Højt tempo Den tidligere stjernerytter og nuværende kommentator Laurent Jalabert har en anden forklaring: »Jeg har arbejdet for ONCE, CSC og Phonak indenfor fem år. Her var rollerne meget bedre defineret end på de franske hold, hvor alle arbejder for sig selv«, siger han til avisen Le Journal du Dimanche med henvisning til det spanske, danske og schweiziske hold. De franske ryttere og flere sportsdirektører har selv en anden forklaring: »Tempoet i årets Tour de France er så højt, at de franske ryttere ikke kan følge med«, sagde David Moncoutié efter etapesejren i Dignes-les-Bains.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her