Fodbold: Så gik den ikke længere for manager Alan Pardew. Efter en skuffende start på Premier League-sæsonen blev han torsdag fyret i Crystal Palace. Det meddeler klubben på sin hjemmeside. Crystal Palace har blot opnået 15 point i de første 17 kampe og har kun 1 point til nedrykningsstregen på ligaens fjerdesidsteplads. Pardew tiltrådte som manager i klubben i begyndelsen af januar 2015 og fik altså knap to år i stillingen. Han har også en fortid som spiller i klubben fra 1987 til 1991.
Fodbold: Topholdet i Ligue 1 holdt skansen i Bordeaux med 0-0, men Nice fik både topscorer Mario Balotelli og Younes Belhanda udvist for grove forseelser i en mere end hektisk slutfase. Kontroversielle Balotelli, som den italienske landstræner Gian Piero Ventura for et par dage siden sagde, havde forbedret sig mentalt og derfor igen er på tale til landsholdet, så rødt for at sparke ud efter - og ramme - den polske forsvarsspiller Igor Lewczuk. Han fik kort efter selskab i omklædningsrummet af Belhanda, der ligeledes fik rødt for en gengældelsesaktion. De to Nice-spillere kan nu se frem til, at de franske fodboldmyndigheder konverterer deres udvisninger til 2 spilledages karantæne. Det var 7. gang i karrieren, Balotelli blev udvist - og anden gang i sin endnu korte karriere som Nice-spiller.




























