Atletik: I en alder af 28 år har den dobbelte OL-guldvinder og verdensrekordholder i tikamp, amerikaneren Ashton Eaton, meddelt, at han indstiller sin karriere. Det skete samtidig med at hans jævnaldrende canadiske kone, OL-bronzevinderen i syvkamp, Brianne Thiesen-Eaton, offentliggjorde en tilsvarende beslutning. De to mødtes på et universitet i Oregon i 2006 og blev gift i 2013. »Der er ærligt talt ikke mere, jeg kan opnå i sporten«, siger Ashton Eaton, der også har vundet to guld- og en sølvmedalje i tikamp ved VM.
Håndbold: Fem dage efter at have tabt kvindernes pokalfinale fik FC Midtjylland revanche på udebane mod Randers HK. Pokalvinderne førte ellers 9-5 ved pausen, men i modsætning til i pokalfinalen var FCM bedst i anden halvleg, hvilket resulterede i en klar sejr på 21-16.




























