Høringen i dopingsagen mod norsk skisports største stjerne, den mangedobbelte verdensmester i langrend, Therese Johaug, nåede sit foreløbige højdepunkt, da hovedpersonen satte sig i vidneskranken og igennem halvanden time svarede på spørgsmål.
Johaug risikerer en længere karantæne efter at hun i fjor blev testet positiv for brug af stoffet clostebol. Den 28-årige skistjerne har forklaret, at hun fik stoffet gennem en læbecreme, som den norske landsholdslæge Fredrik Bendiksen havde købt på et apotek i Italien.



























