Måske har I hørt, at Nicklas Bendtner er blevet signet på en treårig kontrakt i Norges bedste klub, Rosenborg. Det er en transfer, der skriger ’SIDSTE CHANCE’ så højt, at Nicklas for en gangs skyld følte sig kaldet til at imødegå den vedvarende kritik og på sin Instagram forsikre os om, at han stadig er sulten på både fodbold og målscoringer. Så han har nok regnet ud, at vi går og snakker om ham. Som lidt af en skuffelse. Faktisk er der få ting, vi elsker at snakke så meget om som Nicklas Bendtner.
Han irriterer os. Fordi vi for længe siden har konstateret, at Bendtner er et stort angrebstalent, men også, at han spilder sit åbenlyst store talent. Det får os til at tænke, at han enten er ualmindeligt doven eller i virkeligheden slet ikke så stort et talent, som han i hvert fald bilder sig selv ind. Eller en kombination. Uanset, så er både dovenskab og indbildskhed i vores egen selvforståelse pænt udanske egenskaber, der således kun får Lord Bendtner til at fremstå som lidt af en latterlig spradebasse. For her har vi nu engang vedtaget, at den bedste måde at være til på er, hvis du opfører dig efter evne – du skal ikke tro, du er noget. Og hvis du faktisk er noget (og det er alle jo sådan set), så er det alligevel mest klædeligt, at du går stille med dørene. Altså lader, som om du er mindre end det noget, du er.
