Tennis: Da de mødtes for tre år siden ved US Open, vandt Novak Djokovic let i tre sæt over Diego Schwartzman, men fredag måtte serberen, der er forsvarende French Open-mester, kæmpe hårdt for at nå 4. runde i Paris. 5-7, 6-3, 3-6, 6-1, 6-1 vandt Djokovic dog til sidst over argentineren, der med sine 170 cm er den mindste spiller i top 100 hos ATP. Undervejs så vinderens nye træner, amerikanske Andre Agassi, bekymret ud, og det hjalp ikke, da Djokovic fik en advarsel for at genere dommer Carlos Ramos. I 4. runde venter spanske Albert Ramos-Vinolas, der også i fem sæt besejrede den lokale yndling Lucas Pouille.
Bordtennis: VM er overstået for denne gang for Danmarks bedste bordtennisspiller, Jonathan Groth. Trods en god start lykkedes det nemlig ikke at skabe overraskelsen mod verdens nr. 11, Koki Niwa fra Japan, der vandt med 4-2 i sæt og går videre til ottendedelsfinalen. Groth kom ellers flyvende i gang og red tilsyneladende videre på bølgen fra torsdagens overbevisende præstation mod Quadri Aruna, der blev slået 4-0. Torsdag røg Groth også ud af både herre- og mixeddouble.




























