Cykling: Jakob Fuglsang viste storform og fremragende kørsel, da han søndag vandt etapeløbet Criterium du Dauphiné. Astana-rytteren skal forsøge at holde sin form frem til Tour de France, og derfor kører han ikke flere cykelløb inden sommerens store begivenhed. »Efter vi i Dauphiné har set, hvor jeg er henne formmæssigt, så har vi besluttet, at det er vigtigere, at jeg ikke ender med at blive træt, inden Touren starter. Derfor kører jeg ikke flere løb inden Touren«, siger Jakob Fuglsang til DR. Tour de France begynder 1. juli i tyske Düsseldorf.
Håndbold: Færøernes og Kosovos kvinder skrev historie, da de to hold for første gang nogensinde kvalificerede sig fra runde 1 i EM-kvalifikationen og nu skal ud i nogle afgørende kampe om deltagelse i slutrunden næste år. Færøerne slog Grækenland og Finland og skal nu møde Sverige, Serbien og Makedonien om to pladser ved slutrunden i Frankrig. Kosovo besejrede Georgien og Israel, og nu venter Holland, Ungarn og Hviderusland.




























