I store træk er der frit spil. Hvis sælgere af kosttilskud i Danmark ønsker at styrke produkternes effekt med doping, er der minimal risiko for at blive opdaget. Kontrollen med vitaminer, mineraler, proteiner og stimulanser som koffein foregår ved stikprøver, hvor der ikke testes for, om der er forbudte præstationsfremmende stoffer i kosttilskuddene.
Det vækker skarp kritik fra Anti Doping Danmark, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund, der i længere tid har kæmpet for at styrke sikkerheden på området. Nu har idrættens organisationer for første gang set konsekvensen af den ringe kontrol, da cykelrytteren Martin Toft Madsen i januar afleverede en positiv dopingprøve efter at have indtaget et forurenet kosttilskud fra et dansk firma.




























