Kender I det der med, at man kan bruge ufattelig lang tid på at tale om noget helt andet end det, der egentlig er sagens kerne? På såkaldte alibisamtaler.
Smalltalk er én udgave. Det handler nok mest om at undgå akavet tavshed, men er vel samtidig, indholdsløst eller ej, en måde at skabe kontakt på. Alibisamtaler på arbejdspladser er tit udtryk for, at mange af os er magtsky og har svært ved at sige kontant til de andre dummerter, hvad de skal gøre, og endnu sværere ved at spørge direkte efter det, vi gerne vil have. Mere i løn f.eks. Fordi vi fortjener det. I parforholdet handler alibisamtalen om det, vi ikke taler om, men måske inderst inde ønsker at tale om. I stedet reagerer vi bare på de følelser, der larmer, og så ender du med at råbe til den anden, at han skal gå væk, når du i virkeligheden ville have bedst af at sige ’kom hen til mig, jeg er bange. Sygt bange for, at du skal gå’.
