Badminton var i mange år Camilla Martins liv og identitet. Og hun ville gerne gøre det om, hvis det var muligt.
Foto: Jens Dresling

Badminton var i mange år Camilla Martins liv og identitet. Og hun ville gerne gøre det om, hvis det var muligt.

Sport

Camilla Martin: Stjernen og TV-værten er blevet sportens løftede pegefinger

I denne måned er det 13 år siden, Camilla Martin sagde farvel til badmintonsporten. Glad, mæt – men også træt. I dag er hun bekymret for, hvordan det skal gå de danske børn og den danske ungdom. Men hun ser stadig idrætten som en gave.

Sport

Hvis ikke ordet havde en oprindelig negativ fernis, som skjuler selve kraften bag bogstaverne, så ville jeg ikke vige tilbage for at kalde Camilla Martin for en – furie.

For den nu 43-årige tidligere verdensstjerne med efternavnet Martin Nygaard gennem sit ægteskab med økonomen Lars Nygaard – et kobberbryllup lurer lige om hjørnet – er besjælet af et pulserende engagement, forklædt som et ’raseri’, der bryder ud, når indignationen rammer hende i panden.

Og det sker den formiddag i oktober, hvor vi har plantet os i sofahjørnet i ægteparrets svenske træhus i Holte, smukt beliggende i en skovkant i det område af Nordsjælland, hvor man ikke kan stave til kontanthjælp.

Nu løftes pegefingeren

Egentlig skulle vi tale en masse om badminton og talentudvikling, alt i sammenhæng med Denmark Open, som spilles i Odense i disse dage.

Men vi varmer op med – som Camilla Martin lidt senere kaldte vores verbale udflugt – en diskussion om børne- og voksenopdragelse. Om moral og rimelighed, om ansvar for fællesskabet, om sociale medier og det helvede, de kan føre med sig. Ja, om alt det, der har med menneskelige relationer at gøre.

»Lene Køppen (endnu mere eksstjerne, red.) sagde engang til mig, at man som forhenværende skal passe på med ikke at ende som klogere og bedrevidende. Det var fornuftigt sagt, og det efterlever jeg. Men nogle gange er det på sin plads – og det er ikke bare sport, jeg tænker på – at være den gamle dame med den løftede pegefinger. Og det er jeg så«, fastslår Camilla Martin.

Sport, også elitesport, er hygge og saftevand midt i alvoren. Og det er vigtigt, at forældrene finder deres plads i det hele, mener Camilla Martin.
Foto: Jens Dresling

Sport, også elitesport, er hygge og saftevand midt i alvoren. Og det er vigtigt, at forældrene finder deres plads i det hele, mener Camilla Martin.

Digitale fristelser

Som mor til to drenge i sprællemandsalderen, Elias på 8, badmintonspiller, og Lucas på 11, fodboldmålmand, kender hun til de digitale fristelser, som møder skolebørnene, og som i mange hjem kan blive et stridsspørgsmål.

»Vi, forældrene, er ikke de bedste forbilleder i denne nye verden af »hør mig, se mig«, og når ikke engang de voksne kan finde ud af håndtere adfærden på de sociale medier, hvordan skal vi så styre børnenes? Men det er vigtigt at være på sidelinjen. Hvor meget er de på, børnene, hvilket sprog bruger de? Hvem er de i kontakt med, hvor henter de deres viden, og hvem sender de hjerter til? Og er det klogt, at de falder i søvn med en iPhone i hånden? Nej, det er det ikke!«.

»Hvis mine forældre havde deres sag for med at opdrage min storebror og mig, så har vi det sandelig også med vores børn. Det ordentlige menneske bliver konstant udfordret og skal hele tiden tage stilling. Desværre tror jeg, at mange forældre ikke orker kampen og lader værdierne falde«.

Skidtspande på nettet

»Og når jeg ser på, hvor svært det er at være ung i dag, er jeg lykkelig for, at jeg ikke længere er den idrætsperson, jeg var«.

»Se bare på hvor let det er at svine folk til på de sociale medier. Skuffer en sportsmand eller et hold, så vælter der en skidtspand ud over nettet få sekunder senere, helt uden filter. Det er så brutalt. Ja, jeg fik sgu da også kritik i min tid, kritik jeg ikke brød mig om, men det var dagen efter i aviserne – og for det meste skrevet efter tid med omtanke. Det er der ikke meget af i dag, Poul, Svend og Kurt kan bare hakke løs på nettet«, kommer det med klar stemme fra sofahjørnet.

Undervejs i samtalen lyder Camilla Martin som en god, rank socialdemokrat.
Foto: Jens Dresling

Undervejs i samtalen lyder Camilla Martin som en god, rank socialdemokrat.

Nu lyder du som en god og rank socialdemokrat?

»Ja, men det er jeg nok ikke, når det kommer til stykket«, svarer Camilla Martin, der voksede op i Århus, mens Thorkild Simonsen var den socialdemokratiske bykonge.

Er du nu helt sikker på det?

Camilla Martin sender mig et bredt smil – og så prøver jeg at hive hende tilbage på badmintonsporet.

De satans kinesere

»Ja, nu må vi være fokuserede«, fastslår kvinden, der nåede det hele i sit ketsjerridt på alverdens baner: verdensmester, All England-mester, OL-sølv, dansk mester nærmest så længe hun gad – og seks gange vinder af Danish Open, der i 2003 skiftede navn til Denmark Open.

Hendes sidste optræden var netop Denmark Open i 2004 i Århus. Og Camilla Martin blev klappet ud af den smukke hal og den lige så smukke 15 år lange karriere efter et semifinalenederlag til Xie Xingfang, endnu en satans kineser i Camilla Martins badmintonliv. Den aften sluttede det, hun og ryggen magtede ikke mere. Det var det. Og som 30-årig var hun da også fristet af et andet liv.

»Kineserne fyldte det hele i min tid. Sådan er det heldigvis ikke mere, andre blander sig i toppen, men dengang skulle jeg altid forbi to-tre-fire kinesere, hvis jeg skulle vinde noget«, siger hun – og får karrieren til at lyde som et forhindringsløb på Højbro Plads.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce


TV-værtinden og eksbadmintonspilleren Camilla Martin, fotograferet i sit hjem i Holte.
Foto: Jens Dresling

TV-værtinden og eksbadmintonspilleren Camilla Martin, fotograferet i sit hjem i Holte.

Hun fortryder intet

»Når jeg ser tilbage på min tid i badminton, er der dog intet, jeg fortryder. Intet jeg vil lave om. Det modsatte ville da også være trist. Nej, jeg ville gøre det hele igen, hvis jeg fik valget. Også selv om jeg nogle gange har undret mig over, hvordan jeg klarede det liv med træning, træning og kampe og op mod 180 rejsedage om året. Jeg kan sige dig, at jeg har set de hoteller, jeg skal se«.

Her, med afsæt i Denmark Open – spillestedet er atter Odense – taler jeg om de nye generationer, om nye navne i den dronningerække, der hed Lene Køppen, Camilla Martin og Tine Baun.

Men Camilla Martin, der levede sit liv i Højbjerg Badminton Klub i Århus – og senere i Gentofte – falder hele tiden tilbage til at tale om det, der optager hende allermest: Det hele menneske i sporten. Om forældreansvar og foreningslivet, som efter hendes opfattelse er uerstatteligt, og som har stor opdragelsesværdi.

Camillas studenterbrød

»Da jeg var ungdomsspiller – og den bedste af alle – skulle jeg da også samle bolde sammen efter træning, dele telefonbøger ud og tjene penge til klubben, feje halgulvet og blive betalt med et studenterbrød i cafeteriet. Jeg havde det fantastisk, også med mit ansvar og mine pligter, og sådan opdrager jeg mine børn. De skal være klubbørn, foreningsbørn, være en del af en sammenhæng – og træne med dem, der skal trænes med, ikke kun de bedste«.

»Når jeg ser ungdomsidrætten i dag, kan jeg godt være lidt bange for, at det bliver for seriøst for hurtigt. At lysten og legen kvæles for tidligt, og at talentet derfor folder sig ud over kortere tid og forsvinder før tid – fordi, det bare bliver alt for meget. Det skal vi forældre være opmærksomme på. Og vi skal være bevidste om at opfatte os som en del af noget større og ikke kun være i klubben for mit barn. Vi er der for alle, for fællesskabet«.

Ja, men hvis det nu er . . . .

»Forleden dag hørte jeg en mand i en af mine drenges klub sige, at vi jo ikke er her for at hygge os. HVAD!?! Selvfølgelig er vi her for at hygge os – og samtidig skal vi gerne blive bedre til badminton og fodbold. For det er også sådan, at man hygger sig på højeste eliteplan. Ja, det kan godt være, at jeg nu lyder som den gamle dame med den løftede pegefinger, men så er jeg hende«.

Smilet er aldrig langt væk hos Camilla Martin, der har fået - siger hun - en vidunderlig opdragelse og ungdomstid i foreningsdanmark.
Foto: Jens Dresling

Smilet er aldrig langt væk hos Camilla Martin, der har fået - siger hun - en vidunderlig opdragelse og ungdomstid i foreningsdanmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pigernes svære tid

»Og hun siger, at det at dyrke sport og være med i en forening er af kæmpe værdi – og det er det også at mødes i cafeteriet efter træningen og drikke saftevand. Det kan godt være, at det er forbudt at sige det, men pomfritterne smagte altså smadder godt i min tid«, griner Camilla Martin.

Når vi taler kvindebadminton, kan du så ikke . . . .

»Hvis nogen i min ungdom havde spurgt mig, om jeg skulle ende som verdensmester, så havde jeg svaret: Det ved jeg da ikke. For jeg var langt mere optaget af at komme i hallen til kammeraterne og studenterbrødet. I dag er der alt for mange piger, der er optaget af, hvad andre mener om dem. Som ikke har tro på sig selv og hviler i sig selv, og som derfor må på youtube for at finde nogen at identificere sig med. Nej, hør her, du er noget! Det er virkelig en kamp at frisætte de 12-13-14-årige piger, der kan være fanget i at ’se ud’, men foreningslivet kan spille en stærk rolle«.

Og så trækker hun vejret, furien fra Holte med den århusianske tunge. Og ja, hun er på tribunen, når Denmark Open spilles. For både hun og yngstesønnen vil selvfølgelig se Victor Verdensmester spille.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce