Dengang i 90’erne, hvor damelandsholdet i håndbold blev ført an af et utal af korthårede kvinder, hvor nogle af dem hed Andersen til efternavn, så jeg, ligesom resten af Danmark, en del håndbold. Med min mor. Jeg husker det, som om der hver eneste december i en årrække var et spændende EM eller VM, de jernhårde ladies brillerede til, foruden sommer-OL selvfølgelig.
Håndbold vs. fodbold
Når fjernsynet var tændt på håndbold i stuen, måtte vi sådan cirka hver eneste gang lægge øre til min storebrors magtpåliggende meninger om, hvor latterlig en sportsgren håndbold i virkeligheden er i forhold til fodbold. Fordi, var argumentet, at stemningen i en håndboldhal er kunstigt opkørt – med dårlig dansemusik, en speaker, kuraterede tilskuerråb – hvorimod den på et fodboldstadion er menneskeskabt, ikke højtalerskabt, viben er ægte og kommer ud af fansenes liden- og vildskab.


























